Landsognenes Forvaltning Fra 1660 Til Vore Dage
Et kommunikationshistorisk Bidrag

72 Skolevæsenet. nøje „paaagter Skolen og Skolemesteren". Dernæst kunde Han vente sig en Bøde fra 1 til 20 Rdl., som tilfaldt Skole- kassen, hvorimod Skolemesteren „i Overværelse af Præsten, Kirkepatronen og 2 eller 3 af de bedste Sognemænd af Provsten kortelig skulde examineres i Forseelsen", som, i Fald den ikke rettedes, medførte øjeblikkelig Afsættelse fra Embedet, „da en stig, for Menigheden ubrugelig og Guds Kirke be- flæmmelig Degn strax fra Skolehold bør removeres". Af- sættelsen kunde dog kun fle efter Bifloppens Resolution. Til Gjengjæld stilledes der de Skolemestre, som holdt sig For- ordningen efterrettelig „og lod se nogen særdeles Flid med de Unges Undervisning", i Udsigt efter 3 å 4 Aars Forløb at erholde et Præstekald, „om han er Student", og i Hvert Fald flulde de i Følge Rescr. af 19. Okt. 1736 fremfor andre først befordres til Degnekald. At det, trods disse vel mente Foranstaltninger, alligevel kun var saa som saa med den hele Undervisning, fortæller Præsten P. C. Stenvinkel noget om. „Her sidder", siger han, „i en Skole omtrent 20 Børn. Nogle skulle lære at kjende Bogstaver, nogle at stave; nogle flulle læse højt, andre sagte. Der er en flrækkelig Larm. Naar der stilles af, raaber Skolemesteren: Læs, Børn! paa en Gang raabe alle i Munden paa hverandre saa højt som muligt; ABC og Katekissimus, Evangeliebog og Forklaring synges imellem hverandre i en saa snadrende ubehagelig Kon- cert, at man ikke kunde undre sig, om Skolemesteren blev gal. Midt under denne voldsomme Larm kommer den ene efter den anden op med sin Lektie. Nu skriger man Ham igjen Orene fulde. Medens han Hører den ene, lege de andre. Stille! raaber han og spørger den, han overhører, hvad det var, han sagde. Imidlertid flriger her en, en anden griner, en tredje fløjter. Endelig er Timen forbi. Læg Bøgerne fammen! raaber den plagede Mand. Træ- flvene klapre til Affled, Dagen er gaaet, Gud ved til Hvor