118
Hvis et Menneske berører dette Kabel, vil han faa denne Udladning
igennem sig og rimeligvis blive slaaet ihjel deraf.
Hvis samme Kabel havde været benyttet til Driftsspændingen 2000
/2000\2 5 5
Volt, vilde Energimængden kun have været 5,5 xxxt? == ~ 0,6 mkg.
c. Elektromagnetisk Energi.
Naar der i et Anlæg findes Selvinduktion, vil der i dette System være
gemt en vis magnetisk Energimængde.
Dette spiller navnlig en Rolle, naar der i Systemet findes magneti-
serede Jernmasser, idet Selvinduktionen da bliver betydeligt større, end
naar der ikke anvendes Jern.
Det kan vises, at denne Energi er
L-J2 T ,
- Joule,
hvor L er Induktionskoefficienten, og J er Strømstyrken i Ledningen.
Vi skal forklare dette for et magnetiseret System indeholdende Jern.
Der kræves et vist Arbejde for at faa drejet alle Jernmolekylerne den
rigtige Vej (se Side 16).
Dette Arbejde findes som potentiel Energi i Systemet, og det udløses,
saasnart Strømmen J brydes, idet saa godt som alle Jernmolekylerne saa
drejer sig tilbage igen, som om de havde været fastholdte af strammede
Elastiker, der pludseligt slappes. De faa Jernmolekyler, der ikke har
drejet sig tilbage, giver den remanente Magnetisme.
Naar først Jernmolekylerne er drejede, vil der ved en ideal Magnet
ikke kræves mere Arbejde for at holde Magnetismen vedlige. Dette kan
simpelthen indses deraf, at Magnetspolerne maa bruge akkurat den
samme Strøm, hvad enten der er en Jernkærne indeni dem eller ikke. •
Den hele Energi medgaar til Opvarmning af Magnetviklingen, idet den
bliver til ohmsk Strømvarmetab.
[Beregningen af den potentielle Energis Størrelse udføres saaledes
(Fig. 119).
Man har, at der i Tiden dt er udført et
Arbejde dA, idet Strømmen i har arbejdet
mod Spændingen E = L • — •
Arbejdsmængden er lig Spænding X Strøm
X Tid, altsaa er
dA — E-i-dt Joule.
I dette Tilfælde erE = L--r^ altsaa faas
dt
ved Indsætning
dA = L-dA = L-i-di.
Ved Integration faas:
A = Joule],