180
for elektromotoriske Kræfter, og idet der ses bort fra Tabet i Tillednings-
traadene, faas:
P — E = AP,
hvor AP er Spændingsfaldet i Ankeret og E er Ankerets modelektromo-
toriske Kraft.
Da jo E vokser proportionalt med n, idet Æ7 = 2c<3>z?, bliver Differensen
P—E mindre med voksende Omdrejningstal og Strømmen derfor ogsaa
mindre. Igangsætningsmodstanden kan da udskydes, efterhaanden som
Omdrejningstallet vokser. Naar Motoren har naaet sit fulde Omløbstal,
bør der ingen Modstand være foran Ankeret. Enhver saadan Modstand
vilde nemlig bevirke en Forøgelse af AP og dermed et tilsvarende Energitab.
Haand svinget paa Igangsætningsmodstanden skal altsaa under Igang-
sætningen drejes passende langsomt, hvilket man snart lærer at skønne
ved at lægge Mærke til Motorens »Syngen« under Opløbet. Ved Standsning
af Motoren drejes Haandsvinget hurtigt tilbage til Nulstillingen.
I det følgende skal vi nu undersøge Dynamoer og Motorer af de
3 Hovedtyper lidt nøjere.
8. Jævnstrømsmaskinernes Hovedtyper.
a. Seriemaskinen som Dynamo.
Vi tænker os først, at Maskinen drives rundt med konstant
Hastighed af sin Drivmaskine. Magnetviklingen har vi koblet løs fra
Forbindelsen med Ankeret, og vi mag-
netiserer Maskinen med Strøm fra en
fremmed Strømkilde f. Ekspl. fra et
Batteri (Fig. 177). Maskinen faar for-
skellige Spændinger E, eftersom vi
varierer Magnetiseringsstrømmen im. Vi
afsætter sammenhørende Værdier af im
og E i Kurve og faar derved Makinens
saakaldte Tomgangskarakteristik (Fig.
178), der i Virkeligheden ikke er andet
end Maskinens Magnetiseringskurve, idel
jo Eo — k$-n, hvor n er forudsat kon-
stant.
Vi forbinder derefter Magneibevik-
lingen i Serie med Ankeret paa sæd-
vanlig Maade og belaster Maskinen med
en variabel Belastningsmodstand (Fig. 179). Vi kan nu optage en Kurve
for Klemspændingen P i Afhængighed af J, idet vi har:
J —— la —- Im-
Maskinen vilde for en bestemt Værdi af J = im give den samme elek-
tromotoriske Kraft E som før, men dels bevirker Ankerreaktionen en