185
hvor rm er Modstanden i Magnetbeviklingen, og Rm er Modstanden i
Magnetreguleringsmodstanden. Magnetkraften <t> bliver derfor kun af-
hængig af Rm. Dynamoens EMK og dermed ogsaa dens Klemspænding,
der jo er P = E — AP bliver saaledes afhængig af zm. P bliver afhængig
af ia derved, at AP vokser med ia.
Da jo Ti — k-<P-n, og vi ved en Dynamo holder n konstant, maa vi
altsaa regulere Maskinens EMK ved at regulere paa den særlig dertil
indrettede Modstand Rm, som er
anbragt i Serie med Magnetbevik-
lingen.
Efterhaanden som Belastningen
vokser, vokser ogsaa AP, og vi maa
ved at udskyde noget af Regule-
ringsmodstanden forhøje im og der-
med E saa meget, at P forbliver
konstant.
Hvis vi lader Maskinen løbe
tom dreven af en Dampmaskine
eller lignende med konstant Om-
løbstal og efterhaanden regulerer
Magnetiseringsstrømmen im, faas for forskellige Værdier af im en for-
skellig Spænding P — Eo, idet AP^O.
Vi vil herved se bort fra de Tab, som zm (der jo i Almindelighed
kun er ca. 2—5 % af den fulde Belastningssirøm) frembringer i Ankeret.
Værdierne afsat grafisk (Fig. 184) giver Maskinens Tomgangs-
karakteristik.
Ved en given Belastning og en given Magnetiseringsstrøm i'm skulde
man vente at faa Spændingen E'o. Imidlertid vil den afmagnetiserende
Virkning af Ankerreaktionen
bevirke, at EMK bliver
mindre, og endelig vil det
ohmske Spændingstab be-
virke, at Klemspændingen
bliver yderligere formindsket.
Først naar AP trækkes fra
E'q faas den resulterende
Klemspænding P.
Maskinens normale Drifts-
spænding ligger gerne lidt
ovenfor den udprægede Bøj-
ning (»Knæet«) paa Kurven,
da vi her kun faar ret smaa Spændingsvariationer ved vekslende J og
forandret im. Jernet i Maskiner med lille AP er saaledes ret stærkt
mættet.
Shuntdynamoer arbejder udmærket sammen i Paralleldrift. Hvis
“ Shuntmaskiner (Fig. 185) er indkoblet til Paralleldrift paa samme Sæt