AFSNIT I.
Almindelig Elektricitetslære.
1. Indledning.
Den Elektricitet, man har med at gøre, naar man faar en Gløde-
lampe til at lyse, en Elektromotor til at udføre el Arbejdey naar man
sønderdeler en Vædske eller magnetiserer et Stykke Jern, er egentlig af
samme Natur som den saakaldte statiske eller Gnidningselektricitel.
Gnider man en Glasstang med Silke eller en Lakstang med Uld,
vil begge Stænger blive elektriske, hvilket viser sig ved, at de tiltrækker
smaa lette Legemer. Dog er de 2 Stængers Elektricitet af forskellig Art,
hvilket kan indses deraf, at de gensidigt udligner eller neutraliserer
hinanden.
Man udtrykker denne Forskel ved at kalde Glasstangens Elektricitet
positiv, medens Lakstangens kaldes negativ.
Man kan sammenligne denne Udligning med Udligningen mellem
Varme og Kulde eller med Udligningen mellem Over- og Undertryk i
en Vædske. Ligesom Vandet flyder fra et højere til et lavere Niveau,
saaledes tænker vi os, at den positive Elektricitet flyder fra det højere
positive til det lavere negative Niveau.
Denne Udligning har man kaldt den elektriske Strøm. Om saa Ud-
ligningen foregaar mellem Klemmerne paa et galvanisk Element eller
en Dynamo eller mellem 2 Metalkugler, der er ladede med forskellig-
artet Elektricitet, er i Princippet ligegyldigt.
Den Elektricitetsmængde, som kan findes opsamlet i en Leydner-
ttaske og som f. Eks. kan udlades gennem en Gnist, er forsvindende
lille i Sammenligning med den Mængde, som i kort Tid kan leveres af
et galvanisk Element, ikke at tale om den, som i Løbet af en Dag flyder
gennem en Kraftstations Ledningsnet.
Man kender for Tiden tre forskellige Midler til Opnaaelsen af strøm-
mende elektrisk Energi, idet denne kan skaffes
1) ad mekanisk Vej (roterende Maskiner),
2) ad kemisk Vej (galvaniske Elementer),
3) ad thermisk Vej (Varme- eller Thermoelemenler).
1*