Oversigt over vore Saltvandsfiskerier
I Nordsøen og Farvandene indenfor Skagen

Bu nd materialet. I)et er en bekjendt Sag, at Havbunden nær alle vore aabne Kyster er dannet af rent Sand eller Grus med eller uden Sten; men det gjælder ikke alene om Bunden i Kystens umiddelbare Nærhed; ogsaa langt ude i det aabne Kattegat (om Fjordene senere) kan den bestaa af netop det samme Materiale, dog sjælden paa større Dybder end ca. 10 Favne. Kommer man derimod ud paa de dybere Steder i det østlige Kattegat eller op i Skagerak, faar Bunden en hel anden Karakter; den danner der en næsten plan, graablaa Flade uden anden Afvexling end de derpaa levende Dyr; ikke en Gang en Sten er at op- dage. Man vilde ikke kunne gaa paa denne Flade uden at synke dybt i ved hvert Skridt; thi den er dannet af en af Vandet bundfældet, støvfin Masse, hvis øverste Dele ligge saa løse, at de ved den mindste Bølgebevægelse plumre Vandet og gjere det uigjennemsigtigt; men jo længere man kommer ned i den, desto fastere bliver den. Det er denne Bundart, der i Søkortene er betegnet ved Slik eller Ler. I vore Farvande findes den kun i de dybeste Partier af det østlige og nordlige Kattegat samt i Skagerak. Naar man har »skrabet« en Del af denne Masse op og stikker Haanden ned deri, bliver man strax for- bauset over, at den er saa kold; den har nemlig samme Temperatur som Vandet der nede, og dette synes idetmindste for Skageraks Vedkommende, hvad enten det er Vinter eller Sommer, stedse at have meget lave \ armegrader. De Bestanddele, der danne denne Masse ere saa smaa, at de aldeles ikke kunne føles mellem Fingrene, og røres de ud i Vand, plumrer de dette og ere meget længe om at synke til Bunds. Dette Stof har endelig ogsaa en ganske egen Lugt, saa at naar man har rørt ved det med Fingrene, vedblive disse, selv efter at man har vadsket sig, at lugte deraf. Tørres noget af denne Bundart, faaes en fast, graablaa Masse, der hverken er mer eller mindre end en Blaalerklump af samme Beskaffenhed, som man ser den i det nordlige Jyllands høje Bakker; Slikken er nemlig Lerlag i Færd med at dannes paa Havbunden ved Udfældning af alle de Smaapartikler, der findes i Vandet, hvilke dels ere førte der ud af Floder eller af Luften, dels ere Affald af Dyre- og Plantelivet. Disse Smaapartikler synke naturligvis kun til Bunds, hvor der er størst Ro, hvor Strøm og Bølgeslag have mindst Indflydelse, d. v. s. paa de største Dybder i Farvandene, men ingenlunde paa samme Dybde i forskjellige Farvande. Ved stærke Storme kunne disse Sliklag atter forstyrres, hvilket jeg flere Gange har haft Lejlighed til at iagttage, naar Vandhenteren tog Vand op fra Dybet; det var da ofte stærkt plumret, uagtet Vandhenteren ikke havde været Bunden nærmere end en Favn eller saa, Slikken maa derfor have dannet ligesom hele Støvskyer dernede. Det er saaledes sikkert, at Slik kun kan dannes, hvor der er Ro, og da der overalt i Vandet findes Slikpartikler, saa kan man slutte, at hvor Slikken ikke afsættes, der maa være Uro. Det ses f. Ex. ofte, at Slikken mangler i de dybe, smalle Render, selv om de ere meget dybe; jeg skal f. Ex. nævne Farvandet ved Strib, der er dybt nok til, at man kunde vente en Slikdannelse der; men paa de fleste Steder findes dog haard Sandbund; nu er her faktisk stærk Strom,