Hvorledes drives praktisk og økonomisk Fjerkræavl
I de forenede Stater og Kanada

55 Pekinganden, som den forekommer nu til Dags i Amerikas store Anderier, adskiller sig noget med Hensyn til Typen fra de Repræsentanter, vi ser i Europa af denne Race, idet Kroppen ikke har den saa udprægede, karakteristiske, oprette Stilling, ligesom Fjerdragten er mere blottet for den gule Farve. Hvorfor man med saa stor Forkærlighed og Enighed har valgt Pekingracen, der er noget grovkødet, frem for andre, maa søges i nævnte Races hurtige Udvikling og Vækst, dens ringe Rugelyst, Haardførhed, Frugtbarhed, tidlige Lægning og gode Fjerkvalitet; endvidere naar Ællingerne en større Vægt og er nemmere at plukke og behandle for Markedet. Man regner i Andenerne med en Gennemsnitslægning af hen- imod 100 Æg aarlig; fremragende Individer kan naa 150 Stkr. Gennemsnitsvægten for etaarige Avlsænder er 7 Pd., for Andrikker 8% til 9 Pd.; udvokset er Racen først i to Aars Alderen. Paa de fleste Anderier arbejdes der med unge Dyr som Avls- materiale, idet disse begynder Lægningen før, bliver ej let for fede samt lægger flere og bedre befrugtede Æg end de ældre Dyr. En- kelte Steder benyttes toaarige Andrikker eller, som hos Weber, udelukkende toaarige Dyr. Forholdet er iøvrigt saaledes, at medens de gamle Ænder begynder at lægge i Februar, tager de unge fat allerede i fem Maaneders Alderen, altsaa hen i Novbr.—Decbr. Maaned og holder op i Juli eller August. Efter Fedning afsættes de, og man har saaledes omtrent Æg hele Aaret, idet de unge oftest er klare til at begynde, naar de gamle holder op med Lægningen. Unge Ænder er et Par Maaneder før modne til Avl end Andrik- kerne. Grundlaget for et heldigt Resultat beror først og fremmest paa det rette Valg af Avlsdyr og disses Behandling. Arbejdes der med unge Dyr udtages Avlsænderne til Brug det følgende Aar blandt de almindelige Flokke af Aarets Tillæg. Det er som Regel Ejeren, der forestaar dette betydningsfulde Arbejde, og han har gennem Aarene faaet et sikkert Blik for, hvilke Ællinger, der duer til Avl. Ællingerne tages op i Halsen, aldrig i Benene, som er det svageste Sted paa disse. En Ælling til Tillæg maa have et godt, bredt Bryst, dyb Køl og bred Ryg samt hverken for lang eller kort Krop; Halsen og Hovedet maa ikke være for langt, og navnlig maa den have en god Vægt. Man foretrækker saadanne Individer, som ved Haand- teringen arbejder meget for at løsgøre sig.