Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

2 lignelsesvns, meget indstrcenket; men efter de mange heldige Krige og Udstrakte Erobringer forsgedes Slavernes Mængde til det Utrolige, og Slaverne udgjorde fra nu af en væsentlig Deel af den fornemme og velhavende Romers Rigdom. De romerske Magnater talte deres Slaver ikke i Hrmdreder, nren i Tusinder. Saaledes fortæller Plinius, at en vis CceciliUs Claudius, som havde tabt meget under Borger- krigene, blandt andre Rigdomme ogsaa efterlod sig over 4000 Slaver. At Antallet af Slaver i Rom og Italien maa have været meget stort, derom vidner ogsaa Slave- krigen (71 f. Chr.). Slaverne bleve brugte i den romerske Huusholdning ikke alene til Opvartning og til almindelig Tyeildegjerning; men Herren sandt sin Regning ved at lave sine Slaver oplære i alle mulige Haandvcerk og Haand- teringer. Z en saadan rig Romers Huus blev alt, hvad Familien behøvede og brugte, besørget og udført af Slaver. Der var ikke et Haandvcerk, ikke en Haandtering, som ikke Udsvedes af Slaver. Det stemmede med Herrens Fordeel, at give sine Slaver den bedst mulige Uddannelse og Arbeids- dygtighed, thi han skulde jo selv betjenes af dem, og til at udfylde en Forelæsers, en Haandsirivers, en Architekts Plads ndkrævedes ikke saa ganske lidet. Dog var dette alligevel maaflee et Bihensyn, Sagen var, at Romerne, spekulerede i deres Slaver, som man spekulerer i enhver anden Handels- gjenstaild, og ben Eapilal, der var anbragt i Slaverne, skulde forrente sig. Romeren, der eiebe flere Slaver, end han behøvede til sin egen Betjening, leiebe dem ud, snart i store Hold, snart ellkeltviis. Uiibertiben leiebe han Slaven tit ham selv, det vil sige. Slavenanaatte svare ham en vis Afgift og kuilde saa arbeide for egen Regning. Det er jo ikke andet, eitb hvad man kan iagttage og endnu den Dag i Dag iagttager i ethvert slaveholdeiwe Land. Jo større Færdighed og Arbeidsdygtighed Slaven besidder, desto ftørre Fordeel har Herren af at leie ham ud. Men dette store