Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

Forfatter: Fr. Krebs

År: 1876

Forlag: Byens Stiftsbogtrykkeri

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 514

UDK: 338.6 (489)

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 532 Forrige Næste
8 compagnier, af hvilke det ene betjente Staten, det andet Private. I Spidsen for et saadant Statsværksted stod en For- stander (Prcepositus eller Procurator). Arbeidernes Antal rettede sig selvfølgelig efter Kravet, men kunde undertiden være meget betydeligt og gaae op i Tusinder. Arbeiderne bestode af Slaver, Frigivne og Frie. De Frigivne vare i Reglen frigivne Siatsflaver, som ved deres Arbeide havde gjort sig fortjente dertil, men som dog ligefuldt vedbleve at være bunbne til Værkstedet, om de end node større Begun- stigelse end de andre Arbejdere og stundom endog paa Gruild af deres Dygtighed og Erfaring bleve valgte til at forestaae Værkstedet. Frie Borgere knnde indlemmes som Arbejdere i Fabriken, men maatte fyrst godtgjsre, at de havde Raa- dighed over deres Person. Desuden anvendte Staten ogsaa Forbrydere til at arbeide for sig, men kun i Minerne og Saltværkerne; fra de egentlige Værksteder vare de ude- lUkkede. I disse Værksteder havde Enhver ikke alene sit særskilte Arbeide, men sit bestemte Quantum Arbeide at Udsyre. Arbejderen blev Haardt straffet, naar han ikke i den fastsatte Tid havde fnldendt det ham paalagte Arbeide, eller naar det var Utilfredsstillende udført. En Farver s. Ex., der brændte eller plettede det ham betroede Stykke, blev hals- hugget. I mange Tilfælde maatte samtlige Værkstedets Arbejdere byde for den Enkeltes Forseelse. Deres Stilling var ogsaa i alt andet forfærdelig tung, saa tung, at vi ikke engang i vore Fængsler kunne opvise noget Tilsvarende. De bleve mærkede ined et glydende Jern paa Armen, og senere, for endnu lettere at kjende dem, ind- brcendte man dem Keiserens Ravn paa Haanden. Flygtede de, kunde de intet Sted faae Ly, da den, der skjulte dem eller paa anden Maade hjalp dem, maatte betale Uhyre Bøder og undertiden endog selv tage den Bortflygtedes Plads.