Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

199 Klcede, blot fordi det ikke ganske stemmede med Reglementets Forskrifter. Reglementerne lode sig heller ikke altid gjennem- føre og i mange Tilfælde maatte de modificeres eller op- hceves, deels fordi de altfor meget fordyrede Varerne, deels fordi Kjpberne vilde have Stofferne saaledes, som de vare vante til at saae dem. I Almindelighed kan det vel siges om disse Reglementer, at de snarere vare en Skranke for Fremskridtet end for Bedrageriet. Det var fornemmelig Væverierne, soin saaledes vare Gjenstand for Colberts Reglementstvang; thi ihvorvel han ved Krigens Udbrud paany indskærpede Edikterne af 1581 og 1597, som byd, at ethvert Slags Nceringsbrilg i enhver By skulde indordnes i Lang og have sine Laugsartikler, saa var denne Forholdsregel itcermefi en Finantsoperation, da saa vel de gamle som de nyoprettede Lang maatte betale anseeligt for at faae deres Lcmgsartikler bekræftede af Re- gjeringen. At det virkeligt forholdt sig saaledes, sees bedst deraf, at hele Provindser, s. Ex. Champagne kunde frikjsbe sig for Laugstvangen. Merl ved denne Lejlighed blev dog ingen af de mange andre NceringsbrUg bebyrdede med den Slags Reglementer som dem, der gjaldt for Væverierne. Til Undskyldning for Colbert maa det siges, at hans Hensigt med disse Reglementer var den at gavne Frankrig. Han handlede desuden i god Overensstemmelse med sin Tids Anskuelser; thi Alle baade Haandvcerkere og Jkke-Haand- værkere vare enige om, at Reglementer vare nødvendige og altid havde været nødvendige.. Alle Haandvcerkslaug havde fra den ældste Tid havt stige Reglementer, om de end ikke gik saa meget i Detail eller overholdtes saa strengt som Colberts. Desuden affattede Colbert ikke noget Regle- ment, før han havde raabført sig med dem, som ansaaes for at være de dueligste Mestre og Svende. Hvad disse enedes om at tilraade, blev ogsaa godkjendt af ham.