Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

260 paa fjorten Dage og den benyttede sig hyppigt nok af sin Ret til at afvise uvederheftige Slagtere; ikke desto mindre hævede den ligeftrldt uden Undtagelse en Afgift af 6 pCt. af ethvert Salg, der fandt Sted. Banken blev nu lnkket, og det blev tilladt Enhver at optage og yde Laan, hvor han vilde. For at dække Statskassens Tab krævedes der en Af- gift af 3 pCt. af hvert Høved, der indfprtes. VI. Lysestøberne vare underkastede et besynderligt Reglement. Ingen Lysestøber kunde paa egen Haaild kjpbe sin Tcelle, men Lauget kjybte for sin Regning ikke alene Tcellen, som Parises Slagtere leverede, men ogsaa den, der indfprtes fra Udlandet, og uddeelte den derefter imellem Lan- gets Mestre. Det var saa langt fra, at denne Zndflrcenk- ning gjorde Tcellen billigere, at den, som rimeligt var, tvert- imod fordyrede den, idet den Udelukkede al Concurrence og Foretagelsesaand. Da Laugene ophævedes, maatte selv- følgelig ogsaa denne Bestemmelse falde bort, og Statskassen holdt sig fladeslps ved at fræve en billig Afgift af Crea- turerne istedetfor den Sons, delt oppebar af hvert Pund Tælle, der solgtes. Ministerens Sprog var ligesaa usædvanligt, som hans Reformer vare nye. Uden at forbølge Noget, gav han et historisk Omrids af de ZnstitUtioner, han stod i Begreb med at ophæve. Uden Omsvpb tilstod han Kronens Misgreb og proclamerede hent og lydeligt Menneskets og den sunde For- nufts Rettigheder. De Ord, hvormed han indledede Edictet om Mesterskab, lyde saaledes: „Vi skylde alle vore Undersaatter at sikkre dem den fulde og udeelte Nydelse af deres Rettigheder. Denne Beskyttelse skyldes fprst og fremmest den Klasse Mennesker, som, da dens eneste Besiddelse bestaaer i dens Arbeide og dens Flid, har saa meget mere Krav paa og Ret til at anvende i deres fulde Udstrækning de eneste Midler, den besidder til at sikkre sig Livets Underhold."