Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

16 tyngede svært paa Haandvcerket, især fordi det indkrcevedes hvert femte Aar i en samlet Sum. Det var ifcer de smaa Haandvcerkere og Handlende, som den piinte saa haardt. De rige og store Næringsbrug trykkede det ikke saa meget, paa een Gang at skulle Udrede en ftørre Smn, men Smaa- folk, der levede fra Haanden og i MUnden, bragte denne Skat til Fortvivlelse. Med hvor mange Procent den op- krævedes, veed man ikke, men den maa have tynget haardt paa de Fattige, dersom det ellers er sandt, hvad der fortælles, at de oste, for at Udrede den, solgte deres egne Born som Slaver. Desuden maatte Haandvcerket ogsaa Udrede en Deel andre, indirekte Skatter i Skikkelse af Bropenge, Bei- eller Bompenge o. a. L. Det rornerske Galliens gyldne Tid falder Under An- toninerne og deres nærmeste Efterfølgere; efter den Tid gaaer det jevnt tilbage Skridt for Skridt, ligesom det gaaer til- bage med Romerriget i det Hele, men dog besang dets Digtere endnu ved Slirtningen af det fjerde AarhUndrede dets Her- lighed. Som Modstykke har man ogsaa Forfattere, som allerede ved Slutningen af tredie Aarhlmdrede give mørfe Skildringer til Bedste. Vist er det, at Gallien i det tredie Aarhundrede hjemspgtes af store Ulykker. Allerede under Maximin Mngedes Gallien i en forfærdelig Grad. Under det Anarchi, som fulgte efter Valerians Tilfangetagelse, beklædte syv Keisere i mindre end syv Aar Cæsurernes Throne i Gallien. Det fulgte af sig selv, at de idelige Borger- krige i hvieste Grad maatte UdsUge Landets Marv. De tpileslsse Soldater vare de egentlige Herrer s Landet, og Folket mishandledes saaledes, at Bønderne paa mange Steder forlode deres Hjem og rottede sig sammen i store Bander, fom nu fra deres Side hjemspgte Landet med Plyn- dring, Mord og Brand. Noget senere ved Slutningen af det tredie AarhUndrede begyndte ogsaa Barbarerne at gjøre Indfald i Gallien. Hidtil havde Byerne i Gallien været