Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

291 porationernes Tid, og saa maa det være Laugenes og Cor- porationernes Skyld. Man glemmer ganske, hvor raat og vankundigt Samfundet var, at Grilsomhed, Blodtyrstighed og Rovsyge vare og i Reglen ere et raat Samfunds al- mindelige Egenstaber, og at Corporationsdannelsen i Virke- ligheden satte en Skranke for Blodsudgydelsen og Røverierne, idet den beflyttede den Enkelte, som var og maatte vcere svag ligeoverfor Voldsmanden, naar han stod ene. Gru- somme Uretfærdigheder og blodige Slagsmaal fandt ligefulbt Sted, hvad kun beviser, at der stal Tid til, at et Samfund arbeider sig ud af Lovlpsheden. At det gik saa hurtigt, som det endda gik, skyldes i Virkeligheden Corporations- dannelsen, der lagde et stærkt Baand paa den eitfelte Voldsmands Tilbpielighed til Overgreb. Hvad NU særligt Frankrig angaaer, da maa man vel vogte sig for at skrive paa Corporationslivets Regning, hvad der egentligt falder og maa falde paa Folkeeiendommeligheden. Det franste Folk har, tiltrods for uhyre Indvandringer af gothifl-- germanifle Folkeslag, i en mærkelig Grad bevaret sine op- rindelige keltiske Ejendommeligheder. Til disse hyrer det fyrst og fremmest, at det er mere stikket til at regjeres og styres, end til at regiere sig selv. Saa ofte det har havt kloge og kraftige Regenter, har det forholdt sig roligt og er det skredet umaadeligt raskt frem i Velvære og Magt, men omvendt, saa snart det følte, at det stod under uforstandige og svage Herflere, blev det tsileslsst og Ustyrligt, og var da rede til de værste Udskejelser. Under Capetingerne, under Ludvig XI, under Henrik IV og Richelieu og endeligt under Colbert gjpr det Kæmpeskridt fremad; men hvor for- færdeligt et Billede af Anarchi og Oplpsning afgiver det ikke mider de fprste og sidste Valeser, og hvor usel er ikke dets Tilstand i Slutningen af Ludvig XlV's Negjering. Udviklingen er derfor heller aldrig jevn og rolig. Det ene AarhUndredes Velvære forsvinder under det næste Aar- 19*