Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

22 levede i Tarvelighed og bevarede en Deel af de republikanske Dyder, uden hvilke ingen Republik kan holde sig i Længden, selv da indlog det store menige arbejdende Folk ikke nogen misUndelsesvcrrdig Plads. Frihed, Hædersposter og borger- lig Anseelse var forbeholdt de Faa; Arbeidet, den beskedne borgerlige Virksomhed, som dog er Samfnndets Livsbetingelse, nyd ingen Anerkjendelse, end sige Agtelse. Al Anseelse og Rigdom var forbeholdt et meget lille aristokratisk Mindretal, der bestod af nogle faa patriciske Familier ■— heldige Hær- førere og Statsmcend, samt deres Afkom. At Plebejerne tiltvang sig Tribuner og at den ene Consul valgtes blandt Plebeierne, kom egentligt ikke Folkets store Masse til Gode; det var i Virkeligheden kun de heldige Partiledere, der hpstede nogen FrUgt deraf; Arbeidet selv vedblev at være ringeagtet. For at berolige den fattige Befolkning, na ar den blev altfor Ustyrlig, tilkastede man dem af og til en Gave i Skikkelse af Marker, eller man uddeelte Korn iblandt dem; men intet viste bedre, hvor lavt Folket, det egentlige Folk stod i Anseelse, og hvor lavt det tnirbcrebe sig selv; thi Gave og Almisse hæver aldrig Modtageren i hans egne eller Giverens Dine. Ester Carthagos og Grækenlands Fald demoraliseredes hUrtigt de hylere Klasser. Den rige Romer fik flere og flere Fornødenheder, og lidt efter lidt indsneg sig en næsten asiatisk Lrrxus blandt Rigets Stor- mcend og Rigmcend. Men Arbejderen, den frie Arbejder, der forsynede dem ineb disse Luxilsgjenstande, vandt hvebken r Anseelse eller Velvære; tvertimod tabte han derved. Til hiin østerlandske Luxus hprte jo ogsaa en talrig Slave- befolkning, og dem forsynede de heldige- Krige Stormændene med. Enhver Rigmaild besad Slaver i stort Antal, under- tiden talte han dem i Tusinder, og disse Slaver forsynede ikke alene ham selv, men ogsaa det offentlige Marked med alle mulige LirxUs- og Rydvendighedsartikler. Haandvcer- kernes Stilling blev derved endnu ynkeligere. Selve den