Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

342 havde vel ikke meget heraf, men lidt havde man dog. Vi hcenge vore smaa Lyve; men det gjorde man sandelig ogsaa dengang, thi man maa ikke troe, at hun Tids storskaarne Voldsmcrnd tillade Smaafolk at suste dem i Haandvcerket; de hængte ogsaa deres smaa Tyve og Rpvere. Var maaskee Middelalderens Rpverbaron saa meget ringere, fordi han maatte vide og vidste, at han satte sit Liv ind i dette vilde Spil saa godt som den ringeste blandt sine Svende, medens Pengebaronen gjerne veed at flippe nogenlUnde heel- flindet derfra, idet han bærer sig ad ligesom Ræven, der, for at frie sig fra fine allernærmeste Tilhængere, ganske langsomt gaaer baglænds Ud i Vandet med en Straavisk i Munden, indtil han har saaet dem alle drevne ird i Straa- visken, som han lader dem beholde, medens han selv buffer op paa den anden Side af Vandet og griner ad dem. Za en Straavisk er ofte det Eneste, som disse Pengebaronernes nærmeste Parasitter beholde tilbage efter at have været eller drvmt sig rige og store. Men der er rigtignok den store Forskjel, at medens Rævens Parasitter ere virkelige Parasitter, det vil sige uindbudne Snyltegjcester, ere Penge- baronens Offre forlokkede Stakler, som fra Fyrst til &ibft have betalt Gildet, medens de bildte sig ind, at de bleve trakterede. Da den stærke Frihedsbevægelse begyndte i Slutningen af det forrige Aarhundrede, kom man snart paa det Rene med, at Statsmagt og Lov vare altfor svage til at yde Borgerne nogen væsentlig Stptte og Beskyttelse i det, der angik borgerlig Stilling og Erhverv. Caveat lex fandt man var en illusorist Fordring at stille. Man havde jo. fulbt op af Exempler paa Lovens Utilstrcekkelighed i saa Henseende. Men skulde Lovens Utilstrcekkelighed gjpre Loven ubrUgelig og forkastelig, saa maatte man jo snart komme tit det Resultat, at al Lov, ogsaa den, der stal værne om Liv og Stendom, er forkastelig; thi endnn har man ikke havt