Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

345 store Masse er altid tilbpielig til at antage for rigtigt og godt, hvad de Fleste foretage sig Uden Paatale fra nogen Side. Af den hele Ordstilling fremgaaer det, at der kiln ved „Anliggender" menes borgerlig Næring og Erhverv, men hertil maa dog bemærkes, at der i selve Livet ikke lader sig drage nogen starp Grcendse imellem Menneskets materielle eller oekonomiske og dets moralske Stræben, Gjsren og Laden. Det kan ikke være Andet, end at en Mands moralste Personlighed meer eller mindre vil paatrykke hans hele Livs Gjerning sit Stempel og Mærke. Mennesket lader sig ikke saaledes udparcellere i Dele og Stykker, men maa tages som et Hele. Man kan derfor ikke tale om et Menneskes oekonomiske Anliggender som Noget, der lader sig tage og betragte for sig selv alene. Hvad der gjcelder om det enkelte Mennefle, gjcelder ogsaa om det hele SamfUnd, hvis hele Virksomhed dog tilsidst stemples og bæres af dets moralfle Grundtone, og kan man ikke sætte Egennytten og Egoismen som Ledestjerne og Styrer for Moralen, kan man det sandelig heller ikke for Oekonomien. Samfundets Love og RegUlativer ere sandelig ikke altid heldige; de ere tidt nok Uhensigtsmæssige og mangelfulde; det gjcelder om alle menneskelige Love, som stedse trænge til Rettelser og For- bedringer og som i et sædeligt SamfUnd ogsaa stadigt mod- tage flige Rettelser og Forbedringer. Men af denne Lovens Mangelfuldhed at slutte, at hver Enkelt er en bedre Lov- giver og har et bedre Syn for, hvad der tjener ham selv og igjennem ham Samstmdet, er aldeles Uberettiget. Naar Alt kommer til Alt, er der dog givet hvert enkelt Mennefle en langt sikkrere Ledestjerne paa det moralfle end paa det oekonomifle Omraade; thi paa hunt har han altid en Vej- leder i sin Samvittighed, medens han paa dette er afhængig af en altfor ofte mangelfnld Indsigt og en endnu mangels fuldere Uddannelse. Vil man fprst giøre det enkelte