Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

350 Tvertimod i samme Grad som Rigmcendenes Klasser fyldes med ParvenUer, gjøre disse sig Umage for at skjule deres egne obscilre Oprindelse og om muligt at lade Folk være i den Tro, at de ere ncerbestcegtede med noget rigtigt Fiinl og Fornemt. Har man i sin Familie en nok saa fjern Slægtning med et anseet Navn, vil man nok see at smykke sig med det ved passende og Upassende Lejlighed. — „Hvad var Deres Fader, Frne!" „Han var ansat ved Politiet (o: Politibetjent), men min Moder var en Niece af Con- ferentsraad A." Men i Andres Person anerkjender man ikke selv det ældste, det bedste Navn, naar ikke Bæreren har en god Formue, kan Udfolde en vis Luxus og føre et elegant Huns. Vi leve i en Overgangstid, og en Stund endnU vil god Fpdsel have en vis Betydning; men længe vil det ikke vare, før Formuen er det Enebestemmende. Dannelse, Dygtighed, Begavelse ere fitnfne endnu mere i Anseelse og Betydning end god Fødsel. Dreve vi indtil for et Par Menneskealders siden et vist Afguderi med Damnelsen og Begavelsen, saa skal sandelig Ingen kunne beskyld)e det nu- værende Samfund herfor. Er en Mand med eller uden virkelig Ret fyrst bleven en Bersmthed, ja, det er en ganske anden Sag; thi Parvenuen løber ogsaa efter Berømtheden. Han veed, hvilken Priis Fornemheden fætter paa Lyver, og er derfor ikke seen med at indbyde berømte Kunstnere, Digtere og Videnskabsrncend til sine Middagsselskaber, og, desto værre. Berømthederne ere altfor ofte villige nok til at indfinde sig. Men Dannelsen, Begavelsen, Dygtigheden, som hverken er tilstrækkeligt berømt eller rig, hvad Pokkeren skulde den kunde hjælpe En! Vi leve som sagt i en Over- gangstid, Parvennen har endnu en Følelse af, at han har trængt sig frem til en Plads, som ikke tilkommer ham. Han Udfletter, saa vidt han kan. Sporene bagved sig; Frem- tiden er hans, mener han. Han skal til at grunde og befæste Dynastiet, og det Fyrste, han har at gjpre, er at