Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

351 sende sine Børn i rigtigt fine Skoler; Sønnerne naturligviis i en lærd Skole, hvad enten de have Evner eller et, og DMrene til den Skole, der syges af de Rigeste og For- nemmeste. Nogle ere dog dristige nok til at blæse det Hele et Stykke og lade Ssnnerne gaae den saakaldte reale Vei, det vil sige den Vei, som fyrer Hl Penge. Men i Reglen lefler man dog helst med Ktlnst og Videnskab, taler om Oplysning, særligt om Folkeoplysning, i uhyre hpie Toner og foragter i Hjertet det Hele. Vi have jo Pengene, det er ikke alene Hovedsagen, det er hele Sagen. Og af KUnstnere og Videnflabsmcend — destovcerre maa det indrsrnmes —, ere allerede mange saa cujonerede af Pengemagten, at de, om ikke just lefle med den, saa dog bsie sig for den. — Men Religionen da, Christendommen? Gud bevares, man sub- skriberer til nye Kirkers og Kapellers Opfsrelse, man giver til Bazarer i velgjsrende Diemed og til den frivillige Fattig- forsvrgelse, og man bespger pligtskyldigt Kirken nu og da, i alle Tilfælde lader man sig repræsentere ved Kone og Bsrn — hvad kander forlanges mere? Og fra Prædikestolen lyde altfor ofte kun smUkke christelige Almindeligheder, der vel vogte sig for at berøre altfor mange ømme Steder og for at opskræmme ængstelige Samvittigheder, saafremt ellers saa- . danne mcratte sindes blandt Tilhorerne. Kommer saa dertil, at Præst og Lægmand overbyde hinanden i en næsten ubegrcendset Tolerance ikke alene overfor alle tænkelige christelige Secter, men overfor alle mulige Troesbekjendelser, Muhamedanisme, Atheisme, Pantheisme, Mormonisme o. s. v. og hvad det Msammen hedder; hvad kan man saa forlange mere! Det er naturligviis ikke religieus Fladhed, det er Tolerance. Der er noget Slaaende i hvad en engelsk Forfatterinde engang udtalte om Renan, men som egentligt passer paa hele vor Tid: Peter fornægtede Frelseren, Judas forraadte ham; men det var forbeholdt Renan at patronisere ham. Za, det er netop det vi gjpre, vi hverken