Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

352 fornegte eller forraade ham — det er saamend aldrig vcerd — vi patronisere ham, naadigt og hUldrig, ret „von oben herab." Religion, Kunst, Videnflab maa tlle tilhobe lade sig nøie med naadigt at blive patroniserede. De kunne hver for sig og tilsammen være gode nok til at give den hele Guldjagt et net og pænt Anstrøg og til ligesom Politibetjente og Vægtere at holde Alt i spmmelh Orden. Den, der har Korset, signer sig, og Tidens Kors er Guldet, baade i den ene og den anden Forstand. Hvor kunde det være anderledes, end at Capitalen maatte tage hele Magten, naar den blev stillet fri og ubunden ligeoverfor Arbeidet? Dertil var Formuesfordelingen altfor ulige, og Samfundsmoralen altfor flap. Det er Guldet, der for Dieblikket er ene om Magten, og det bruger sin Magt. For at gjcelde noget, maa man have Guld, eller idetmindste GUldglands — man regner det ikke saa nøie hermed. Saa længe man kan gaae og gjcelde for rig, det vil sige udfolde den behprige Pragt i Bolig, Klæder, Equipage o. s. v. og tilfredsstille sine Venner med de behsrige Selskaber og Baller, spprges der ikke, om Manden virkeligt er rig, eller blot lever paa Borg; det man seer, er jo reelt nok. Men kan Du ikke udstraale denne Gilldglands, saa hold Dig cerbpdigt tilbage, hvis Du ikke som Snpltegjæst vil sættes udenfor Dpren. Har Du derimod Guldet, kan Du roligt og ubekymret præsentere Dig; Zngen vil tænke paa at af- vise Dig end sige forelægge Dig ncergaaende Spprgsmaal om, hvorfra Du har dit Guld. „Non olet“, det stinker ikke, selv om den Haand, der har det, har raget det frem af den værste moralske Sump. Der skal meget til at holde den gnldbaarne Nederdrægtighed Udelukket fra vore Dages fine Selskab, saa længe ikke Loven har sat sit van- ærende Stempel paa den; det holder man dog ikke af. Ellers hedder det: „non olet“. De egentlige Gniere, de, som finde en Tilfredsstillelse ved at ruge over deres Guld,