Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

25 Den, der dræbte en Slave, maatte foniben hans Værdi ogsaa erlægge en Byde for at ndsone sin Forbrydelse. — I nogle Dele af Laildet vurderedes Slavens Liv Uden Hen- syn til, om han var Romer eller Barbar. Medens Drabs- mandens Erstatning efter visse Bestenlinelser fastsattes i Forhold til den Dræbtes Haandtering, saaledes at der be- ialtes mere for en Guldsmed end en Sølvsmed og mere for denne end for eit Grovsmed, gjorde den saliske Lov ingen saadan Forskjel, meit fastsatte Bøden til 70 Sous for Enhver, der berpvede en anden hans Slave, Viingaardsarbeider, Svinehyrde, Zceger eller anden Arbeider. Ripuarierne toge heller ikke Hensyn til Slaveris Haandtering, men nt eb end de fastsatte Byder for en fri Mands Drab til 200 Sous, betaltes der kun 36 Solls for Drabet af en Slave. Denne Forskjel i Nydernes Størrelse antyder tillige den Priis, som de forskjellige Stammer satte deels paa Slaven beeid paa Industrien. Det er Christendouunen, som lyser Arbejdet i Kuld og Kjon og bekræfter den ganlmeltestanientarifle Lov: „I Dit Ansigts Sved skal Dll æde Dit Bryd". Og nnar Apostlen Pcmlus siger: „Den, som ikke vil arbeite, skal heller ikke cede", gjentnger han jo kun dette Bnd. — Klostrene skylde vi ikke blot Bevarelsen af mange kostbare Manuskripter, men ogsaa at der fra den romerske Fortid dog bevaredes en Deel Haandværksfcerdighed, og at denne fik Lov til at udvikle sig paany. At ikke alle Færdigheder gik sporløst tilgrunde i det uhyre Skibbrlld, font betegnede Romerrigets Fald, skyldes fornemmelig Klostrene. Allerede ben hellige Antonius, hvem man tilskriver Grundlæggelsen af de forste Conventer i det fyrste AarhUndrede, paalcegger MUnkene at dele deres Tid imellem Haandarbeide, Granskning af Psalrnerne og Bpn. St. MacariUs, St. Pachomms og St. Basilius, der maa betragtes som dem, der ordnede Klosterlivet i Orienten, lagde stærk Vægt paa det legemlige Arbeide. Munkene skulde