Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

362 fjernedes, saa maatte og vilde alene Dyd og Fortjeneste komme til Hpiscedet, saa vilde Verden ophsre at være verdslig. Men Verden vil til Dagenes Ende vedblive at være Verden, det vil sige verdslig, og fjerner man alle de Forrettigheder og Privilegier, soni knytte sig til Stand, Fpdsel, promt Dygtighed og Begavelse, saa vil Samfundet i sin Heelhed bpie sig for den Magt, som det til den Tid næst hine Forrettigheder er meest tilbpieligt til at tilbede eller anerkjende, og det er i vore Dage Guldet, som det i Barbariets Tid var Jernet. Egoismen kan man ikke fjerne fra Verden, og Verdens Bprn ville have Verdens Lsn, for hvad de Udrette i Verden; og naar den eneste Mønt, Samfundet betaler med, er klingende Guld, saa vil Guldet blive almægtigt, dersom ikke Loven kan magte det. — Caveat lex. „Det er sandt nok, siger Walt Whitman om Amerika, at der bag denne phantastiske Farce, fom fylder den synlige Deel af SamfUlldets SkUeplads, kan opdages dygtige Gjerninger og overraskende Storværker, som leve en dulgt Tilværelse i Baggrunden, men som til sin Tid ville møde frrem og selv fortælle deres egen Saga." Kan dette siges om Amerika, og det kan det, saa kan det med fulb saa megen Sandhed siges om Danmark. Det er de Stille i Landet, som vi maae sætte vor Lid til; til dem, som saa taalmodigt hyre og see paa al Tidens Uvornhed. Raar de saa taalmodigt kUnne see paa det Altsammen, saa er vel Grunden den, at de med Fortrøstning og Haab see ub over Tidens Piinag- tighed og forvente bedre Tider. Trods deres taalmodige Stilhed er det dem, vi have at stole paa: men altfor længe inaa det ikke vare, inden „de møde frem og fortcelle deres egen Saga." Det er alt ovenfor sagt, og vi gjentage det her, at dm Tilstand, vi arbejde ind i ander den frie Conmr- rences Banner ikke er Uden Analogie i Historien. Under