Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

396 af Stemninger og FMser, som gjennemstrsmmmede Da- tidens stærkt bevægede SamfUnd. Man sværmede særligt for Idyllen, den landlige Zdyl. Til disse idyllifle Fore- stillinger hsrte førft og fremmest Bonden, der er Eier af den Zord, han dyrker. Hvorom Alting er, Dogmet om Selveiendommens Fortrinlighed blev den Gang slaaet fast og har til en vis Grad holdt sig navnlig blandt dem, som havde mindst praktisk Kjendflab til Forholdet. Det var ogsaa den Gang, at man forelskede sig i det lille, ganske lille Landbrug. Hrmsmanden og HUUsmandslcodden med det hele Tilbehsr af Flid, Npisomhed og Hcederliighed, som jo altid fandtes hos den lille Landbruger, passede saa godt ind i denne idyllifle Roman. Men det lille Landbrug, Selveier- hunsmandsbrUget fik ogsaa Talsmænd fra en anden Side. Man var den Gang ifcerd med at staae et andet Dogme fast, idet visse Statsoekonomer paastode, at et Land, en Stat blev rig og mægtig i samme Grad, som den talte mange Jndvaanere, og ved Hjælp af mange smaa Huus- lodder kunde man paa den hUrtigste Maade forøge Jndvacmer- antallet. Denne Anskuelse skylde vi de mange Huse med 2 Skpr. Hartkorn, som oprettedes paa den Tid, og til hvis Oprettelse der offredes ikke saa faa Bsndergaarde. RUtildags staae Mange i den Formening, at disse Huse oprettedes for at skaffe Markarbejderne bedre Kaar; men saaledes forholdt det sig ikke. Man vilde hurtigst muligt forøge Folketallet, og for at naae dette Maal, vilde man flabe en heel ny Klasse smaa Landbrugere, som skulde dyrke deres Zord med Spaden; man havde nemlig regnet ud, at 2 Skpr. Hart- korn eller 3 Tdr. Land boniteret Zord hmbe drives af en HUUsmand Uden Hjælp af Hefte- eller Studekraft. Det er bekjendt nok, at Planen mislykkedes, og at vi aldrig fik en Klasse Spadehmlsmcend. — Alle disse Theorier og Dogmer havde ikke meget at støtte sig til, og Enhver kan sige sig selv, at det er meget vanskeligt og altid farligt at indsnpre