Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

409 afløsningen have vi ved flere Lejligheder Udtalt os saa ud- førligt, at vi ikke her flulle gjenoptage Spvrgsmaalet. Men for at komme tilbage til Sagen, saa har man jo i Aarenes Søb faaet en heel Deel nye Love, og det er meget langt fra, at Bondejorden er fri for Baand; men disse Love synes i Hovedsagen alle at have til Hensigt at sikkre Gaardmandsklassen, baade Fcestegaardincendene og Selveiergaardmcmdene. Det vides ikke, at der er givet en eneste Lov, som stal varetage Folkets og Landets Tarv med Hensyn til Jorden, naar denne i en ikke fjern Fremtid overalt er bleven fri Stendom. Saa skal Friheder! og fri Concurrence være eneraadig paa dette Omraade. Mon dette skUlde være ganske betryggende? Saa nemt det kan være for Regjeringen at overlade Alt til fri Concurrence, er der dog Grændser for, hvad der saaledes tøv overlades Friheden eller rettere Tilfældet. Landbolovgivningen synes, som sagt, at have sat sig til Hovedformaal at beskytte Gaardmandsklassen paa den Maade, som denne helst vil beskyttes. Vi ønske ogsaa fremfor Alt Gaardmandsklassen beskyttet, men vi ansee ingenlunde den mivcerenbe Beskyttelse for heldig. Gud bevare mig for mine Venner, mine Fjender skal jeg' nok selv holde mig fra Livet, kan Gaardmandsklassen med en vis Ret sige til alle dem, som have skræmmet den med Bussemanden, Sammenlcegningsfrihed, men ladet haant oin den temmelig ubegrcendsede Udstykningsfrihed, vi have. Og dog er Sammenlægning af Jord et kostbart og vanskeligt Arbeide, naar den skal bringe Sammenlæggeren Fordeel, i Sammenligning med Udstykning. Det som baade Gaard- lnandsklassen og Folket meest bør frygte for i denne Retning er, at den nævnte Klasse forsvinder i et Bondeproletariat; men det er en Fare, som virkeligt truer, saa længe Gaardmands- klassen ikke har hcevet sig til et høiere Standpllnkt, navnlig endnu ikke har faaet en levende Fplelse af, hvad den skylder sin Stilling med Hensyn til Børnenes Opdragelse og Ud-