Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

424 ikke saa ganske lidt; men ikke desto mindre er han dog i Hovedsagen henviist til Dagleierarbeide, og maa derfor ogsaa i det Hele dele Kaar med Indsidderen. Der er skrevet og talt saa meget om Markarbejdernes Stilling, at Enhver, der virkeligt interesserer sig for Sagen, har knnnet danne sig en Forestilling om den. Paa Forhaand kan det siges, at den hverken er saa god, som Nogle, ei heller saa slet, som Andre paastaae; hvormed forsvrigt ikke er sagt meget. Det er ikke ganske let med saa Ord at angive Daglønnens Størrelse, da den ikke er saa lidet forfljellig i de forfljellige Egne, ikke at tale om, at den vexler med Aarsüden. Uovereensstemmelsen imellem Lsnnen i Landets forfljellige Egne er dog mere tilsyneladende end virkelig, idet Daglejeren overalt faaer, hvad der paa denne eller hiin Egn ansees for absolnt nødvendigt; men dette rett er sig naturligviis igjen efter den Grad af Roisomhed, Tarve- lighed og Sparsommelighed, som charakteriserer Egnen. Zngen vil funne negte, at Daglønnen hele Land>et over er stegen ikke Ubetydeligt, navnlig i de sidste Aar; men om denne Stigning staaer i Forhold til den almindellige Prus- forhsielse især af alle Næringsmidler, derom er der ingen Enighed. Om dette Spprgsmaal lader sig tilfredsstillende besvare, er overhovedet tvivlsomt; for nærværende Forfatter stiller Sagen sig saaledes, at vil man tage hele den sidste Menneflealder under Et, saa vil en samvittighedsfuld Under- søgelse vistnok godtgjpre, at Markarbejderen og hans Familie i vore Dage ikke nyder saa megen animalst Kost som tid- ligere, ikke heller boer saa godt som forhen. Hvor Daglejeren faaer Kosten hos Arbejdsgiveren, der lever han selv godt, men hans Familie saa meget flettere; hvor dette ikke er Tilfældet, maa dog baade han og Familie være meget, maaflee altfor tarvelige, dersom det ellers skal flaae til, hvad det aldrig gjpr, hvis Børneflokken ikke er temmelig lille. Men Nyd i Skikkelse af ©ult og Kulde lider den