Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

447 begyndte man at anvende denne Færdighed til at bibringe det en Deel dogmatisk Religionsklindskab. Om dennes Værd skulle vi ikke udtale os, men holde os til Underviis- ningen i Læsning og Skrivning. Hvad vil det sige at kllnne lcese og skrive? Det vil sige at være i Besiddelse af en Færdighed, som kan være reent mechanisk og som kun faaer Vcerd og Betydning for den, der kan og vil benytte den. Bliver ben ikke benyttet, vilde Tiden, som denne Færdigheds Bibringelse kræver, kunne være langt bedre benyttet til Barnets Udvikling. Men den store Masse af vor Almue tænkte aldrig paa nt benytte denne Færdighed. Hvortil skulde Daglejeren benytte den? Hvor megen Tid og hvad Brug havde han for Læsning og Skrivning? Skolen havde ikke været istand til at vække ham til saa meget aandeligt Liv, at han følte nogen Trang til videre Udvikling. Forholdt det sig anderledes med Gaardmands- klassen? Alene den Onlstcendighed, at den i saa mange Aar lod sig nvie med at benytte Almueskolen, besvarer dette Sporgsmaal. Sagen er den, at for at den store Masse skal funne sætte den rette Prns paa Betydningen af disse Færdigheder, maa den ogsaa fole Savnet as den i det daglige Liv. Men hvorledes skulde en Fcestegaardmands- klasse kunne det? Som Fcestegaardmand var Bonden saa godt beskyttet, at han ikke følte Savnet af den ftørre Indsigt og Udvikling, som erhverves ved Hjælp af Læsning og Skriv- ning. Til at hævde sin Stilling i SamfUndet behpvede han den ikke; thi naar han forstod sin Bondegjerning, saa fordredes der ikke mere af ham. Nu da Fcestebaandet for største Delen er lyst, er denne Beskyttelse bortfalden, og kan Bonden ikke ved Indsigt og Dygtighed selv hævde sin Stilling, saa vil han trænges til Side, og for at opnaae denne Indsigt og Dygtighed udkræves der en videregaaende Skoleunderviismng, end den, han hidtil har ladet sig nvie med. Bonden, navnlig Gaardmanden, maa lære at indsee,