Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

betingede sig en længere Læretid. Den almindelige Regel var den, at Lærepengens formindskedes i samme Forhold, som Læretiden forlængedes; men man maa ingenlunde troe, at Læretid eller Lærepenge rettede sig efter Haand værkets Vanskelighed. Det Bestemmende var vel snarere den ftørre eller mindre Fordeel, som Haandvcerket stillede i Udsigt. Der var saaledes i Paris et Paternostermagerlaug, som krævede 10 Aars Læretid og 40 Sous i Penge. Det var kun Undtagelsesviis, at en Mester fik Tilladelse til at antage en tredie Lærling. Det kvnde tillades ved Væverlcmget, men Mesteren maatte saa tillige antage en Svend, som kunde veilede ham. En Lærling kunde frikjpbe sig for en Deel af sin Læretid, men Mestrene kunde i saa Fald ikke antage nogen ny Lærling, før Lærlingens Tid var ndlpben. Man var altsaa ikke saa bange for at modtage en mindre duelig Mester, som for at faae en Lærling udover det fastsatte Antal. En Mester kande overlade eller fælge sin Lærling til en anden Mester. Det maa overhovedet have været meget fordeelagtigt at holde Lærlinge, hvad bedst sees deraf, at Svende fandt deres Fordeel ved at tage Mesterstab blot for at saa Ret til at holde Lærling, den de saa solgte strax igjen, hvorefter de selv nedlagde deres Mesterflab og atter gave sig til at arbeide som Svende. Det Antal Svende, en Mester havde Lov til at holde paa sit Værksted, var ikke begrændset; thi naar man blot holdt Læredrengenes Antal indenfor de fastsatte Grcrndser, havde Laugene ikke stort at frygte af Svendeholdet. Sven- den maatte, inden han kunde begynde at arbeide som saadan, ved Ed eller Vidner godtgjsre, at han havde lært der i Byen, eller dersom det var en udenbyes Svend, medbringe Vid- nesbyrd om Duelighed og god Opfprsel. Der var dog ogsaa Laug, som ikke mitoge nogen Udenbyes Svend, med mindre han havde arbeidet 8—9 Aar som Svend i Professionen. De ledige Svende maatte hver Morgen indfinde sig paa