Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

73 For be Bompenge, der betalies ved Petit-Pont, havde hver Varesort sin egen Tarif. En Gjygler maatte synge en Sang, eller, naar han trak om med en Abe, lade denne gjsre sine Krumspring. Seinen og Marnen havde deres særlige Af- gifter, som undertiden vare meget hyie. Der var saaledes en Viintold, der funbe stige til over 4 Livres for en Ladning Viin. Havnepengene vare en anden Afgift, som Undertiden indbragte vedkommende gejstlige eller verdslige Zorddrot be- tydelige Indtægter. Hvad der næsten trykkede haardere end Afgiftens Størrelse, var den Vilkaarlighed, hvormed den oste opkrcevedes. Undertiden kunde det saaledes falde ved- kommende Privilegiehaver ind, istedetfor Pengeafgiften efter et vilkaarligt Skjsn at udtage en Deel af Ladningen. Man tog i saa Fald det Allerbedste og taxerede det langt Under dets virkelige Værdi. Naar Varerne skulde sælges, maatte der betales paany. Denne Afgift hcevedes fornemmelig paa Torvene og Mar- kedspladserne. Foruden den egentlige Leieafgift af Pladsen, som alene for Pariserhallerne indbragte Kongen 908 Livres om Aaret, betalte de enkelte Handlende særskilte Stadepenge og andre Afgifter. Snart betalies disse Afgifter til Kongen, snart til CommUnen, snart til en eller anden gejstlig eller verdslig Herre, alt eftersom den ene eller den anden som Zorddrot meente at være i Besiddelse af den souveraine Ret over Grunden. Snart var Afgiften urimeligt hpi, snart moderat og snart betaltes der slet ikke. Men paa den Tid kjendte man ikke noget til Uniformitet paa nogeisomhelst Omraade. Pariserhallerne skrive sig fra 1! 80 og havde deres Plads paa Sletten ved Champearix paa en ®runb, der til- hørte Kongen. Den hUrtigt voxende Befolkning gjorde snart en Udvidelse npdvendig, og Fiskeballen blev flyttet længere bort til en Plads, som laa under Familien Hallebic. Be- sidderen fluide i Vederlag herfor have Net til at hæve visse