Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

75 soner, hvorved det var let at finde Feil og Mangler, naar man netop vilde sinde dem. Vilde man slippe for flige Drillerier, som desuden ofte vare meget kostbare for ved- kommende Handlende, maatte man frikjsbe sig; thi Alt kunde faaes for Penge. Det var Zorddrotterne meget om at gi øre, at faae deres Produkter, navnlig deres Korn og Viin, solgte og godt betalte. Saasnart derfor Høsten var endt, bekjendtgjorde Herren, at han solgte fine Produkter, og før han havde solgt, turde ingen Anden sælge. Det kaldtes publier le ban og rrnder denne Forsalgstid, der gierne varede en Manned, turde ingen anden Handlende eller Kroholder holde aaben Butik. NatUrligviis funbe Zorddrotten betinge sig en hsiere Prns, men dog havde han ikke Ret til at forhsie Prisen aldeles vilkaarligt udover den sædvanlige Priis. Denne Forhøjelse var i Reglen fastsat, men ikke saa sjældent over- skred han i saa Heilseende sin Ret, hvad naturligvns gav Anledning til mange Stridigheder. Forsalgsrelten gav ogsaa Anledning til andre Uenigheder og Kjcevlerier. Z Amboise boede der saaledcs en Værtshusholder, som var „Kongens Borger" og fom vedblev at sælge Viin, efter at Byens Lehnsherre havde bekjendtgjort sit Ban. Det gjorde han hvert Aar, idet han beraubte sig paa, at han kun stod under den kongelige Sonverainitet og JUrisdiktion. NatUrligviis blev hans VærtshuUs paa den Tid meget besøgt, da det var det eneste, der var aabent. Zorddrotten var meget op- bragt; men da han ikke turbe krænke Huusfreden hos en Borger, der ikke var hans Mand, indskrænkede han sig til randt om Værtshuset at postere sine Folk, der, saa ofte en Tjener eller Kjober forlod Hllset med sin fyldte DUnk, løb til, ssnderflog Dunken og spildte Vinen. Z Huset havde Zorddrottm intet at giøre, men over Grunden udenfor var han Herre. Borgerne klagede for Retten og tabte Sagen.