Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

76 De eneste Borgere, der vare fritagne for disse Skatter, Bdelser og Indskrænkninger, vare de Haandvcerkere og Hand- lende, som af Gavn eller Titel vare Lehnsherrens Arbeidere eller Leverandsrer. I Paris havde ovenikjsbet de hyle Hofembedsmcend hver sin Skare af saadanne Nærings- drivende, som ganske ftode under deres Jurisdiktion og Beskyttelse. Ogsaa Biflopen af Paris havde sin egen Klæde- fabrikant, Skomager, Tømmermand o. s. v. Ganske for intet nyde de vel ikke denne Beskyttelse. Endnn i det 10de og Ilte Aarhundrede stod Handelen og Industrien paa et yderst lavt Standpunkt. Imellem Promndserne indbyrdes var der vel noget Smnqvem, navn- lig ad Floderne, som vare de væsentligste og sikkreste Sam- fcerdselsveie. Zscer laa alt stille i det nordlige Frankrig. Enhver flottede sig selv og fik sine faa, yderst simple For- nødenheder as Mark og Skov. Paa ethvert mere eller mindre Utilgængeligt Sted saa man en tung, klodset Steen- luasse, et Taarn (Donjon), der kun var beregnet paa at sikkre Beboerne imod Overfald, men forøvrigt skummelt, mørkt og Uden Beqvemmeligheder og Bohave. Saadan var Herrernes Boliger, og i Ly af dem fandtes nogle usle Hytter, der be- boedes af Borgens Undergivne og Andre, som trængte til Beskyttelse. Byerne vare fattige og folketomme. En Minne- sanger eller en Pilgrim var ben eneste sjældne og derfor dobbelt kjærkomne Gjcest paa Borgen. Den førstnævnte opmuntrede Værten med sine Sange, den sidstnævnte med sine Nyheder fra fjerne Lande. Ikkun Byerne ved Middel- havet og overhovedet Syden gjorde, som tidligere bemærket, en Undtagelse herfra. Syden kom aldrig saa fuldstændigt som Norden Under Feudalismens Tryk, og den nedblev at