Danmarks Malerkunst
Billeder og Biografier samlede af Ch. A. Been

en noget af en Østerlænder i denne sære Bornholmer. Derer allerede noget orientalsk i hans Figurers Fyldighed og Flegma; men der er navnlig noget orientalsk i hans pragt- elskende Farvefantasi, i hans Svælgen i rene Farver, der i det farveneurastheniske Norden virker lige saa fremmedartet, som en Flise fra Alhambra eller en persisk Fayance mel- lem kongeligt københavnsk Porcellæn. Der fattes sjældent hans Billeder Helhed i Ton- en; men den skyldes ikke, som hos andre, Anvendelsen af en enkelt Farve som Me- dium; den skyldes en mosaik-lignende Sammenstilling af en Mangfoldighed af rene Farver, der først paa nogen Afstand sete samler sig til Tone. Med sin stædige Tilskue- stillelse af dette sit fremmede Farvesyn paa Trods af alt Godtfolks aarelange Indignation over saa aabenbar en Galskab eller saa frækt et Skaberi har Zahrtmann haft en dobbelt Indflydelse paa vor Kunst. For det første den almén-moralske Indflydelse, at han med sit Exempel har modiggjort mange til at være sig selv og kun sig selv. For det andet den specifik maleriske Indflydelse, at han med sine Billeder har dygtiggjort mange dekadent-neurastheniske Øjne til at taale en kraftig Dosis af Farver og i det hele opstemt Farveglæden i vor Kunst. Navnlig hans mange udmærkede Billeder fra Italien, i hvis farverige Natur han hyppigt lader sin Farvefantasi paa én og samme Tid feriere og forny sig efter at have været lukket inde i Atelier og brugt sig op i anspændt Selv- fordybelse, —- navnlig disse Billeder har maaske i saa Henseende virket. Det er i hvert Fald Zahrtmann — f. Ex. ikke Krøyer—, som har været bestemmende for Farvesynet hos de fleste af dem, som senere har for- søgt sig i Billeder fra Syden. Men endnu mærkeligere end den Maler, der har malet den lange Række italienske Billeder, hvori der blinker og gnistrer og tindrer ogstraa- ler saa mange Farver og saa megen Livslyst, er jo den Maler, i hvis bedste Billeder af Leo- nora Christina en sær og dyb Sjæl skinner med en egen mørk Ild og fordunkler den preciøse Indfatning, den giver sig selv med Farver. Det er ganske vist ikke godt at vide, om hvem Zahtmann vilde have koncentreret sine Følelser, hvis ikke „Jammersmindet“ var udkommet i hans Levetid og havde skabt ham en Forelskelse for Livstid i den ulykke- lige Kongedatter. Men der er ingen Tvivl om, at det vilde være blevet noget andet kongeligt, hvorom i saa Fald hans Følelser havde samlet sig. Naturligvis er Talen ikke her om noget kongeligt i den Forstand af Ordet, som faar En til at tænke paa La- kajer og naadige Nikkedukker; Talen er om noget med en kongelig Sjæl. Men konge- lige er kun de Sjæle, som er ædle, og ædle er kun de Sjæle, som er prøvede i Ulykkers Skærsild. Men paa saadanne Sjæle, der of- test er Kvindesjæle, er Historien jo ikke fattig, og Zahrtmann skulde nok have faaet Øje paa dem. Thi for Sjæleskønhed af denne Art, som en smuk Kvinde ganske vist kun erhverver paa Bekostning af sin Ungdoms friske Ansigt, men som til Gengæld skænker hendes Skikkelse Visdommens Værdighed og Anstand, har Zahrtmann til Gengæld for sin Mangel paa Sans for Skønhed efter alminde- ligere Menneskers Begreb alle Dage ejet et Blik, som ingen anden. Han læste Histo- rien anderledes, fantasifuldere og mere frem- synet end andre. F. Ex. Historien om Aspasia. Grandiosere end Aspasia i hendes Ungdoms storstilede Skønhed syntes ham Ruinerne af hendes Skønhed, naar han tænkte sig hende gammel, berøvet sin Elsker og sin Søn. Saaledes malede han hende, og alene dette Billed er nok til at overbevise os om, at sjælsstore, stortskaarne Kvindeskikkelser vilde være traadte os i Møde fra Zahrtmanns Rammer, selv om det var blevet andre end Leonora Christina, som havde fyldt dem. Det Tanke-Experiment, som her er an- stillet, skulde tjene til at vise, at Zahrtmanns særligt disponerede Fantasi maatte virke som et Fængstof, ogat en heftig Forelskelse maatte antændes i samme Nu, som „Jammersmindet“ slog ned i ham. Men det skulde ogsaa tjene til at vise, hvorledes hans geniale Forstaaelse af Leonora Christinas sublime Skikkelse langt mere er grundet paa et naivt Hjærteforhold til en Aand af hendes Art end paa et For- standsforhold til den Tid og den Historie, hun tilhører. Han tager fra Tiden, hvad der malerisk passer ham af Dragter, Møbler og andet Udstyr; men han er lidet nøjeregnende med det historisk korrekte. Maaske netop 98