Danmarks Malerkunst
Billeder og Biografier samlede af Ch. A. Been
Forfatter: Ch. A. Been
År: 1903
Serie: 2. Del
Forlag: Det Nordiske Forlag
Sted: København
Sider: 255
UDK: 75(48)st.f.
Kapitlerne indledede af Emil Hannover
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
fulde Fordybelse i Detaillen. De fleste af
dem er paavirkede fra Kyhn og har blandt
meget godt lært det mindre gode af denne at
være lidet nøjeregnende med deres Motivers
Billedvirkning. Ogsaa i den Henseende stod
Kabell, der snarere var paavirket af Skov-
gaard, over de andre. En Kunstner, der
maaske er bedst kendt som Figurmaler, men
vistnok betydeligere som Landskabsmaler,
er EDVARD PETERSEN. Ogsaa han synes
at have været under Indflydelse af Kyhn,
men har en personlig, stundom rigtignok
noget manjerert Form. Fremdeles hører
HASLUND til dem, i hvilke noget af de
gamle danske Malere lever videre. Han har
stundom endnu noget af Roeds Farver paa
sin Palet, og med dem gør man ikke stor
Opsigt paa en Udstilling i vore Dage. Men
hvad enten han har malet Landskaber eller
Dyr, Portræter eller Genrebilleder, saa har
han ofte fængslet dem, der er lydhøre for
Hjærtets stilfærdige Tale, den, der særlig
følsomt har lydt fra hans Billeder af Bør-
nenes Liv. Samme venlige Tale, stundom
mere bevæget, stundom rigtignok ogsaa med
et Stænk af Sentimentalitet, fører CARL
THOMSEN, en ægte dansk Romantiker i al
Beskedenhed, hvis Længslers Maal ikke lig-
ger fjærnere, end at alle er i Stand til at øjne
dem. Han bevæger sig ganske vist gærne
med sine Tanker i Fortiden, men de gaar
ikke stort længere tilbage end til de Tider,
da Ewald mødte Arendse, eller da Kamma
Rahbek sad ved sit Skrivebord, og aller kærest
synes ham den Fortid, hvoraf Rester endnu
lever i Nutiden. „Carl Thomsens Genrebil-
leder“, har K. Madsen udmærket skrevet,
„have en egen gammeldags Hygge, en Duft,
som naar man lukker en Skuffe op i en gam-
mel Dames Kommode, hvor visne Blomster
ligger som Mærker i en Salmebog med Sølv-
spænder; de have som et Anstrøg af mildt
Vemod over, at den Tid, vi lever i, ikke er
saa gylden romantisk skøn, som Tiden i vore
Bedsteforældres Ungdom, og har der ligget
et Hjem i Læ for Tidens bitre Brydninger,
finder han dér sit rette Element.“ Saadanne
Hjem har han navnlig fundet i de danske
Præstegaarde, hvis Sommerferie og Vinter-
liv han — særlig i en Række Tegninger —
har skildret med paaskønnelsesværdig Tro-
fasthed mod Karaktererne og det Milieu, der
har formet dem.
De andre „Fortællere“ i vor nyere Kunst
har ikke alle til den Grad, som Carl Thom-
sen, været livsvarigt knyttede med Sympathi
til en enkelt eller snæver Kreds af Æmner.
Langt den skarpsindigste Psykolog og Tænk-
er af dem alle, HELSTED, har anvendt sit
udprægede Fortæller-Talent paa Opgaver af
højst forskellig Art og taget et højst forskel-
ligt Standpunkt til Livet og sin Kunst. Han
har malet pudsige Genrebilleder fra Italien,
han har malet halvt eller helt satirisk mente
og meget morsomme, delvis dog altfor store
Billeder af Borgerskabet („Byraadet“, „En
Deputation“, „En Forelæsning for Damer“,
„En Frier“), men han har ogsaa malet yderst
alvorligt mente religiøse Billeder, hvis Stem-
ningsmagt dog er bleven forringet ved en
tør og udpint Behandling. En anden aand-
fuld Psykolog, ENGELSTED, der begyndte
lovende med københavnske Genrebilleder,
har senere ligeledes haft Vanskelighed ved
at begrænse sit Omraade og endnu vanskelig-
ere end Helsted ved at finde sig en Form.
En tredie, IRMINGER, har klaret sig bedre,
skønt han i Henseende til Kunstens Midler
vel egentlig er den mest uformuende af de
tre. Trods faa og fremherskende brune og
tørre Farver paa sin Palet har han vidst at
gøre det lyriske i sit Anlæg gældende med
en Styrke, over hvilken man er tilbøjelig til
at glemme hans Svaghed som Maler. Let
rørt, som han er, rører ogsaa hans Billeder
let, uden maaske dog altid at røre synderlig
dybt. Han, der i tidlige Aar malede Dragoner,
siden Tiggere, Vanføre og Værkbrudne, sen-
ere Optrin fra et Hospital for Børn, har
senest, samtidig med, at hans Frembringen
fik Præget af en stor Lethed, men ogsaa af
nogen Løshed, aabnet alle Sluser for sit
længe inddæmmede følsomme Indre. Noget
Føleri er løbet med over i hans Billeder, af
hvilke de religiøse og de erotisk-symbolske
næppe var blandt de mest tiltalende. Men
ogsaa et ægte poetisk Sind med en ejendom-
melig Sans for smukke Kvinder og smukke
Børn har han røbet i denne Fase af sin Ud-
vikling, der formodentlig ikke bliver hans
100