Danmarks Malerkunst
Billeder og Biografier samlede af Ch. A. Been

Forfatter: Ch. A. Been

År: 1903

Serie: 2. Del

Forlag: Det Nordiske Forlag

Sted: København

Sider: 255

UDK: 75(48)st.f.

Kapitlerne indledede af Emil Hannover

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 268 Forrige Næste
fulde Fordybelse i Detaillen. De fleste af dem er paavirkede fra Kyhn og har blandt meget godt lært det mindre gode af denne at være lidet nøjeregnende med deres Motivers Billedvirkning. Ogsaa i den Henseende stod Kabell, der snarere var paavirket af Skov- gaard, over de andre. En Kunstner, der maaske er bedst kendt som Figurmaler, men vistnok betydeligere som Landskabsmaler, er EDVARD PETERSEN. Ogsaa han synes at have været under Indflydelse af Kyhn, men har en personlig, stundom rigtignok noget manjerert Form. Fremdeles hører HASLUND til dem, i hvilke noget af de gamle danske Malere lever videre. Han har stundom endnu noget af Roeds Farver paa sin Palet, og med dem gør man ikke stor Opsigt paa en Udstilling i vore Dage. Men hvad enten han har malet Landskaber eller Dyr, Portræter eller Genrebilleder, saa har han ofte fængslet dem, der er lydhøre for Hjærtets stilfærdige Tale, den, der særlig følsomt har lydt fra hans Billeder af Bør- nenes Liv. Samme venlige Tale, stundom mere bevæget, stundom rigtignok ogsaa med et Stænk af Sentimentalitet, fører CARL THOMSEN, en ægte dansk Romantiker i al Beskedenhed, hvis Længslers Maal ikke lig- ger fjærnere, end at alle er i Stand til at øjne dem. Han bevæger sig ganske vist gærne med sine Tanker i Fortiden, men de gaar ikke stort længere tilbage end til de Tider, da Ewald mødte Arendse, eller da Kamma Rahbek sad ved sit Skrivebord, og aller kærest synes ham den Fortid, hvoraf Rester endnu lever i Nutiden. „Carl Thomsens Genrebil- leder“, har K. Madsen udmærket skrevet, „have en egen gammeldags Hygge, en Duft, som naar man lukker en Skuffe op i en gam- mel Dames Kommode, hvor visne Blomster ligger som Mærker i en Salmebog med Sølv- spænder; de have som et Anstrøg af mildt Vemod over, at den Tid, vi lever i, ikke er saa gylden romantisk skøn, som Tiden i vore Bedsteforældres Ungdom, og har der ligget et Hjem i Læ for Tidens bitre Brydninger, finder han dér sit rette Element.“ Saadanne Hjem har han navnlig fundet i de danske Præstegaarde, hvis Sommerferie og Vinter- liv han — særlig i en Række Tegninger — har skildret med paaskønnelsesværdig Tro- fasthed mod Karaktererne og det Milieu, der har formet dem. De andre „Fortællere“ i vor nyere Kunst har ikke alle til den Grad, som Carl Thom- sen, været livsvarigt knyttede med Sympathi til en enkelt eller snæver Kreds af Æmner. Langt den skarpsindigste Psykolog og Tænk- er af dem alle, HELSTED, har anvendt sit udprægede Fortæller-Talent paa Opgaver af højst forskellig Art og taget et højst forskel- ligt Standpunkt til Livet og sin Kunst. Han har malet pudsige Genrebilleder fra Italien, han har malet halvt eller helt satirisk mente og meget morsomme, delvis dog altfor store Billeder af Borgerskabet („Byraadet“, „En Deputation“, „En Forelæsning for Damer“, „En Frier“), men han har ogsaa malet yderst alvorligt mente religiøse Billeder, hvis Stem- ningsmagt dog er bleven forringet ved en tør og udpint Behandling. En anden aand- fuld Psykolog, ENGELSTED, der begyndte lovende med københavnske Genrebilleder, har senere ligeledes haft Vanskelighed ved at begrænse sit Omraade og endnu vanskelig- ere end Helsted ved at finde sig en Form. En tredie, IRMINGER, har klaret sig bedre, skønt han i Henseende til Kunstens Midler vel egentlig er den mest uformuende af de tre. Trods faa og fremherskende brune og tørre Farver paa sin Palet har han vidst at gøre det lyriske i sit Anlæg gældende med en Styrke, over hvilken man er tilbøjelig til at glemme hans Svaghed som Maler. Let rørt, som han er, rører ogsaa hans Billeder let, uden maaske dog altid at røre synderlig dybt. Han, der i tidlige Aar malede Dragoner, siden Tiggere, Vanføre og Værkbrudne, sen- ere Optrin fra et Hospital for Børn, har senest, samtidig med, at hans Frembringen fik Præget af en stor Lethed, men ogsaa af nogen Løshed, aabnet alle Sluser for sit længe inddæmmede følsomme Indre. Noget Føleri er løbet med over i hans Billeder, af hvilke de religiøse og de erotisk-symbolske næppe var blandt de mest tiltalende. Men ogsaa et ægte poetisk Sind med en ejendom- melig Sans for smukke Kvinder og smukke Børn har han røbet i denne Fase af sin Ud- vikling, der formodentlig ikke bliver hans 100