Danmarks Malerkunst
Billeder og Biografier samlede af Ch. A. Been

lige nævnte. Dog kunde han synes malerisk at have haft nogen Indflydelse paa flere af dem: paa Holsøe, ja maaske endog lidt paa den ypperste og originaleste af dem alle, vor Kunsts største Særling, VILH. HAMMERS- HØJ. Knap i noget Fantasibilled af denne mærke- lige Kunstner, end mindre i hans Portræter, Landskaber eller Arkitekturbilleder føles Rummet eller Luften indenfor Rammen fyldt saa tæt, som i hans Stuebilleder, med de Taager, der skiller ham fra Livet og faar ham til at se alting graat i alle Nuancer af det graa. Utvivlsomt er der i hans Syn en ud- viklet Farveneurastheni, der ytrer sig som Afsmag for rene Farver. Men hans Syn vilde næppe fornemmes saa sjælfuldt, hvis det kun ytrede sig som en Smag og ikke videre var et Udtryk for hans Sind. Det bund- er dybt i hans Sind, i et aandsaristokratisk, aandsfjærnt og aandsensomt Forhold til Liv- et, i en Sky for alle yppigere Former af Liv- et end de yderst enkle, i hvilke han selv dvaler Livet hen i stille Stuer, — Stuer, som han — et nordisk Modstykke til Des Esseintes — har stemt i det Par Toner, der danner den eneste udholdelige Musik for hans Øjne. Der gaar i disse Stuer stundom en lydløst stille lille Kvinde. Hun gaar der, fordi hun i sin sorte Kjole gør saa smuk en Kontrast til de hvide Vægge og Døre. Det samme gør her og der en enlig Ramme af Mahogni, et gammelt Chatol, et gammelt Skab eller Bord. Det er dog saa sin egen Sag, kun i Mangel af et bedre Ord, man taler om Kontrasten mellem Farver i Hammershøis Kunst. I de Brydninger mellem graa og hvide Toner, der danner Grundakkorden i hans Billeder, vov- er andre Farver sig kun frem brudte og beskedne, og endda er Hammershøis altid prøvende og tøvende Pensel aldrig mere forsagt, end netop naar den skal indlade sig paa at indføre en saadan Smule Farve paa Lærredet. Naar Farven da omsider staar paa Lærredet — hvem mindes f. Ex. ikke en gul Sengestolpe, der vovede sig undrende og undskyldende frem mellem alle de hvid- lige og graa Toner i et lille fattigt Interiør — da synes den endnu at skælve efter en stor Sindsbevægelse, og i Virkeligheden skælver jo ogsaa i den det mest bevægede Sind, i hvert Fald den særest sensitiveste Sjæl i vor Kunst. Men som alle véd og som allerede antyd- et, har jo Stuemaleriet ikke været Hammers- høis eneste Omraade. Han har i sin Ung- dom givet sin Verdenssmærte Afløb i en „Jobs“ Klagesuk. Han har senere i „Artemis“ skaffet sig Luft for det blivende af denne Verdenssmærte, sit Skønhedssavn, sine Søvn- gænger-Længsler mod et fjærnt og taagetæt Drømmeland. Han har desuden lige siden den Gang, da han første Gang viste sig for os med sin Søsters vemodsfyldte Billed brugt Portrætkunsten til subjektiv Udfrielse; thi i næsten hvert af hans Portræter er der en sær og sart Sjælfuldhed, et Udtryk af en aandsfraværende, vag Melankoli, som er hans og ikke den Portræteredes. Endelig har han jo aandet sin Sjæl og dens Melankoli ind i Landskaber med store Linjer under store graa Himle eller i de store graa Masser af smuk gammel Arkitektur, hvis tyste Tilvær- else, ligesom hans egen tyste Kunst, er en stille Protest mod al grel og gloende Smag- løshed i Nutiden. Hammershøi er ingenlunde udansk; det er tværimod let at fornemme noget ægte dansk i hans Vemod, hans Forsagelse, hans Sinds Tristhed og Træthed. Men af Skøn- hedsbegreberne har dansk Kultur ellers endnu ikke naaet at udskille Skønhedsforestillinger af saa syg og sart en Sjælfuldhed, som hans. Fransk Dekadent-Digtning med dens Ud- tryk „å mi-voix, au crépuscule“ kunde maaske tolke den; det danske Sprog kan det hidtil ikke. Og dette maaler Overkulturen hos denne Kunstner. Thi i sin højeste Udvikling formaar vor Sprogkunst jo ellers godt nok at male omkap med vor Malerkunst; ja vor største Sprogkunstner, I. P. Jacobsen, har endog faaet Stemningsvirkninger frem af Ordene, før vore Malere fik tilsvarende Virkninger frem af Farverne, og haft utvivlsom Indflydelse paa baade ældre og yngre iblandt dem. Med sin Prosa mest paa Zahrtmann; med sine Digte mest paa JUL. PAULSEN. Han er en af de ikke faa, der har saaet i sidstnævnte Kunst- ners yderst frugtbart modtagelige Sind. En Gang har Paulsen mindet om Vermehren, lidt senere om Viggo Johansen, atter lidt senere — navnlig i sine lysstærke og skygge- 102