Danmarks Malerkunst
Billeder og Biografier samlede af Ch. A. Been

Modsætning til den af Paulsen opnaaede, støtter sig til Landskabets smukke* store og enkle Linjer og desuden beror paa Anslaget af en enkelt blaanende Tone, der næppe af nogen anden er truffen saa sikkert, som af denne altfor lidet malende og som Maler alt- for lidet paaskønnede Kunstner. Men ingen anden har ejet Paulsens farvemusikalske Sans; ingen har ejet hans Ævne til at ind- fange og samle til Akkorder Tonerne i den danske Sommeraften og Sommernat uden at bringe noget af deres Klang til at forstumme ved at fængsle og fæstne dem indenfor Linjer. Der slumrer, for endnu en Gang at tale med Jacobsen, en Sang i næsten hvert et Landskab, som denne Kunstner har malet. Af de hidtil nævnte Malere i dette Afsnit var langt de fleste hovedstads- eller provins- fødte, ikkun faa fødte paa Landet, næppe mere end en enkelt egentlig bondefødt. Utvivlsomt har dette Forhold været medbe- stemmende til den Kendsgærning, at Skild- ringer af Bøndernes Liv er sjældne at møde i disse Kunstneres Produktion. Hvad Period- en i saa Henseende har frembragt af betyd- ningsfuldt, skyldes overvejende, ja næsten udelukkende nogle faa bondefødte Malere. En enkelt af dem, R. CHRISTIANSEN, en kun god og solid Dyrmaler, men et udmærk- et Talent som Karikatur-Tegner, har anlagt en Betragtning fra oven nedad paa Livet i Provinsen eller paa Landet og har i en egen let, halvt tegnet, halvt malet Form skildret dets snurrige eller komiske Sider, snart med et skarpt Vid, snart med en robust Humor. De' andre bondefødte Folkelivsskildrere har en dyb Sympathi for Livet paa Landet holdt lige saa fri for Karikering, som deres dybe Kendskab til dette Liv har frelst dem fra falsk Idealisering. Endog de, der har gjort lange Ophold i Hovedstaden, og som dér har tilegnet sig en udviklet aristokratisk- artistisk Savoir, har vidst at bevare en ud- præget Slægtsfølelse for det Milieu, hvorfra de er komne. Det gælder maaske endog BRENDEKILDE, skøndt han ellers ikke hører blandt dem, der har vist sig fastest i deres Karakterer som Kunstnere. Han mal- ede i nogle Aar — men det er snart længe siden — en lille Række Billeder af Livet paa Landet, som i Henseende til indgaaende psykologisk Forstaaelse af Mennesker og Natur paa Landet stod højt mellem de danske Folkelivsbilleder, og som maaske overgik alle andre saadanne i Behandling- ens overordentlige Skønhed. Dybere rod- fæstet med sit Hjærte i det Samfundslag og den Natur, hvorfra han er kommen, har dog MOLS vist sig at være et blødt Gemyt, i hvis stemningsfulde Fremstillinger af den barske jydske Hede eller af de barske vest- jydske Kyster, der er en stor, stundom en næst- en lidt sentimental Medynk med de levende Skabninger,Mennesker,men navnligDyr,som det barske Vejr hærger, — iøvrig en aand- fuld Tegner, en fin Kolorist i sine tungsindige graa Farver. Dybt rodfæstet med sit Hjærte i sin Hjemstavn, Ulykkes-Kysten ved Har- boøre, der ligger som en Kirkegaards-Mur omkring Havet med de mange Grave, er ogsaa en lidt yngre Kunstner, BJERRE. Han er i sit kunstneriske Udtryk, modsat Mols, besværet, snart famlende, snart fyndigt faa- mælt, som den Befolkning, han skildrer, er det i sin Tale. Men just ved Kortfattetheden og Kunstløsheden i Udtrykket virker maaske hans Skildringer af det forsamlede Harboøre- Folks religiøse Hengivelse i Gud og Skæb- nen saa overordentlig fyndigt og gribende. Paa det kunstløse (med Tilgift af noget kejtet) i Udtrykket beroede ogsaa en Del af Virkningen i RING’S tidligste Billeder. Sen- ere blev han en af vore farvekræsneste Mal- ere, og senest har han endog i enkelte Bil- leder vist en Tilbøjelighed til at ville kultivere sin Kunst yderligere med stilfuldt simple Linjer og en dertil svarende dekorativ enkel Kolorit. Man vilde dog vistnok tage fejl, hvis man heraf vilde drage en Slutning om en stor Smidighed hos ham, — en Slutning, der kunde være saa meget mere fristende at drage, som jo Ring i en Række ypperlige Kopier har vist den mest levende Forstaaelse af gammel Kunst baade med og uden disse Fortrin. Langt rimeligere er det at antage, at den nævnte Tilbøjelighed paa sin Vis kun er et Tegn mere paa noget ikke blot usammensat, men grundelementært i hans hele Væsen. For det første var han elementær i sin Føl- else, der næppe var andet end Slægtsfølelse, Kærlighed til Landet og den Befolkning paa 104