Danmarks Malerkunst
Billeder og Biografier samlede af Ch. A. Been

havde samlet sine fleste Studier, tærede han paa denne Kapital, indtil den efterhaanden svandt ind til næsten intet. Og han, hvis Styrke netop havde været den at forøge Illusionen af det dramatiske med en illuderende Gengiv- else af det stoflige, svækkede sluttelig Virk- ningen af det dramatiske i en Række religiøse Billeder ved at spiritualisere dem indtil det rent ulegemlige. For Fuldstændigheds Skyld, ikke for at forklejne Dalsgaard, nævnes dette. Hans Manddomsarbejder giver ham en sikker Plads i første Række i vor Kunsthistorie. Derimod er det maaske et Spørgsmaal, om EXNER gennem Tiderne vil hævde den Plads ved Dalsgaards Side, paa hvilken han hidtil er bleven stillet. Han har i et Omfang som ingen anden dansk Kunstner erobret Hjærter. Men ved at smile sig ind i dem; ikke ved at gribe dem ved nogen Art af Lidenskab. Han havde ganske vist en Passion for Amager og Fanø, men til hans Koncen- tration i Valg af Æmner svarede ingen Kon- centration af hans Ævner. Han følte paa sin Vis Varme ved sine Indtryk; men den om- satte sig aldrig til Energi i hans Udtryk. Den omsatte sig til lutter smilende Elskværdighed. Ikke at hans Smil i mindste Maade var en Løgn eller en Leflen! Det var ægte og ærligt nok, det elskværdige Sind, hvorfra det kom. Men det havde ingen stor Dybde af Naturen og ingen Ævne til at lade sig uddybe af Livet. Medens Livet — surt og skarpt, som det er under trange Kaar paa Landet, — ætsede sig ind i Dalsgaards Bevidsthed, satte det i Exners kun bløde Spor, for saa vidt de overhovedet blev kendelige som Livets egne. Det er egentlig kun af Livet i dets blødeste Skikkelse, af Barneskikkelsen, han har givet Billeder, der helt kan godkendes som sande. Han var den første danske Maler, der viste Blik for det pudsigt naive hos Barnet; men dertil indskrænker sig maaske ogsaa den Landvinding, han virkelig har gjort for vor Kunst. Thi han gjorde sig paa langt nær ikke Amagerbønderne og Fanøboerne underdanige i samme Forstand, i hvilken Dalsgaard gjorde det med Hensyn til det Folk fra Sal- ling Land. Han gjorde paa Amager og Fanø et rigt Bytte af de maleriske Stuer med de brogetmalede Møbler; han gjorde ogsaa et rigt Bytte af de maleriske nationale Dragter, Men han fik ikke stort mere af Menneskene i disse Klæder og Omgivelser med, end de ældre Malere havde faaet, da de gjorde deres Billeder i Italien. Medens Dalsgaard, selv en af det Folk fra Salling, følte for Alvor som andet alvorligt Folk derfra, var Exner en Feriegæst fra København, hvem Livet paa Landet syntes et idyllisk og idealt Søn- dagsliv. Kom nu hertil hans Elskværdig- hed og desforuden, at han med sin Renhed, man maa næsten sige sin pertentlige Proper- hed i Sindet skyede alt, som ikke i det Ydre og Indre var renligt indtil Blankhed, saa forstaar man, at alt, hvad der er kommet fra hans Haand, ser saa besynderligt ud, som det gør. Det er ikke en Gang nok at sige, at Karaktererne hos Exner er renvaskede, som Gulvene er det i hans Stuer; snarere synes de skurede og polerede som Kobber- og Messingtøjet paa Væggene. De ligefrem glinser af urynket Ungdom og Sundhed. Med dette hans Kunsts Fysiognomi, som lidet svarer til Virkelighedens, stemmer det naturligvis, at ogsaa meget i hans Kunsts Psykologi er lavet eller i hvert Fald tillavet. Det gælder dog mest hans Enkeltskikkelser. For det situationsmæssigt sandfærdige har han ofte røbet et Blik, hvis Erfaring var hentet fra Livet og ikke fra Vaudevillen. Det er vel egentlig aldrig bekræftet, men man kunde ellers godt tro det, at „En Søndag paa Amag- er“ har givet ham saa at sige Ideen til hans Liv som Kunstner. I enkelte, meget smukt malede tidlige Interiører uden eller kun med staffageagtigt anbragte Figurer har han vist, at han som Maler bestræbte sig for at gaa i Dybden af Tingene med sit Studium, indtil Fortælleren i ham fik ham til at nøjes med Tingenes Overflade. Det ses paa Studier af denne Art, det mærkes ogsaa allerede paa det til en vis Grad energisk gennemførte Billed, som i 1852 grundlagde hans Popularitet, („En Amagerkone, der tæller sine Penge“), at de skriver sig fra en Tid, hvor Fordringerne til konsekvent realistisk Gennemførelse i Studiet var bievne stemte meget højt til Vejrs. Det var Billeder af VERMEHREN, det skyldtes. Her var en Kunstner af et helt andet Stof og af et ubetinget gediegnere end 8