Danmarks Malerkunst
Billeder og Biografier samlede af Ch. A. Been

Exners. Her var en, der ikke kunde komme Livet paa tilstrækkeligt nært Hold, og som derfor hurtigt opgav at gribe det i Bevægelsen, eller i dets flygtige Stemninger og gjorde sig til Maler af det menneskelige Stilleliv eller, som Lange har kaldt det, Sædvanelivet. Der maa have været ikke saa lidt menneskevarm Følelse i den Maler, der samlede den første Opmærksomhed paa sig gennem det stil- færdigt bevægede Billed af „Reservesoldatens Afsked fra sin Familje“. Men den Lidenskab, som næsten strax efter aabenbarede sig som den egentlige Drivfjeder i Vermehrens Kunstner-Organisme, var dog aldeles over- vejende en Malers. Han havde nemlig, i Modsætning til Exner, en virkelig Lidenskab, ikke blot, som denne, et Liebhaveri. Han havde en dyb og ægte Passion for Iagttag- elsen i dens videstgaaende Konsekvenser, d. v. s. indtil de aller mindste Enkeltheder, og den var hos ham en mandigere, en stædig- ere, en sejgere Form for malerisk Følelse end hos Eckersberg, hvis tilsvarende Egen- skab ikke var fri for et Stænk af bekymret kvindeligt Nusleri. Lad det være usagt, om det virkelig ogsaa var ved Hjærtets stærke Baand, at Vermehren, der senere blev den fine københavnske Portrætmaler, følte sig knyttet til det Folkeliv, han i sin Ungdom fortrinsvis malede; han var i hvert Fald ikke hjemme i Folket, saaledes som Dalsgaard var det. Men ved de Æmner, han valgte sig af Folkelivet, hang han ikke mindre med sine Øjne, end Dalsgaard hang ved sine med sit Hjærte, og han naaede ad Iagttagelsens Vej ikke mindre dybt ind i sine Æmner, end Dalsgaard i sine gennem Følelsen. Han staar tilbage for Dalsgaard formedelst sin menne- skelige Begrænsning; men han staar over ham med Hensyn til malerisk Fordybelse i sit Omraade. Han satte i sidstnævnte Henseende Re- korden blandt vore Malere. Sports-Udtrykket har maaske Mislyd her, men passer. Thi det var som en Sport, han i sin Ungdom drev Iagttagelsen, og han havde Sportsmandens Tilfredsstillelse af at udvike det enkelte An- læg monomant. Han var i Italien, — endog i Paris —, men med et sikkert og klogt In- stinkt for Vedligeholdelsen af den Begræns- ning, der netop var hans Styrke, nøjedes han med at være en Tilskuer dér, hvor andre havde svælget som Tilegnere. Den eneste, paa hvilken han smagte lidt, var Meissonnier, hvem han af sine Samtidige højlig med Urette sagdes at ligne, men hvem han forgæves søgte at efterligne senere med et ParKostyme- billeder, der var Meissonnierske i Motiverne, men aldeles ikke i Behandlingen. Medens lagttagelsestrangen til det sidste blev ved at være en Lidenskab hos Meissonnier, gik den i Vermehrens mattere danske Naturel hur- tigt over til at blive en Vane. Hverken i sine københavnske Interiører med en eller to Fi- gurer eller i den store Række af Portræter, der omtrent fra 1870 at regne blev hans væsentligste Form for Produktion, lykkedes det ham at genvinde den uforlignelige Intens- itet i Skildringen, der gør Folkelivsbilled- erne fra hans Ungdomstid, frem for alle Faarehyrden paa Heden, til noget nær de dybeste Udgravninger, vor Kunst har fore- taget af primitiv dansk Karakter. Foretagelsesaanden i saa Henseende vilde ikke ret hverken bevare sig mellem de ældre eller forplante sig til de lidt yngre blandt Figurmalerne. Den fattedes SIEGUMFELDT, der i sine senere Aar med Rette skattes som fin og dygtig, skøndt ikke meget betydelig Portrætmaler, men som til at begynde med havde mere Glæde af sin gode Ævne til at fortælle en lystig eller sørgelig Historie om Folkelivet ved Hjælp af flere Figurer, end af at fordybe sig for Alvor i den enkelte Karakter. Den fattedes ogsaa en anden fin og nobel Kunstner, A. DORPH, hvis popu- lære Folkelivsbilleder (f. Ex. „En ung Kone venter sin Mand hjem fra Søen“) snarere synes en smuk Drøm om Smaakaarslivet som det burde være, end som det virkelig er, og hvis meget alsidige Kunst i det hele mindre giver sig ud for at gengive Indtryk af Na- turen uforfalskede end for at være en lidt tyndblodet Idealists redebonne Bekendelser af sine Idealer. Det var egentlig kun i den lidt yngre HANS SMIDTH, at Realisterne blandt vore Folkelivsmalere fra 5O’erne fik en Fortsætter i 60’erne. Helt op til de sidste Dage har han bevaret og stedse mere udvik- let en Karaktersans, der i flere Maader maaler sig med Dalsgaards, samt en om Blicher mindende Lokalsans, der giver hans Skil- 9