Danmarks Malerkunst
Billeder og Biografier samlede af Ch. A. Been

at se hans Fejl end at overskue hans For- trin. Man maaler ikke hans Storhed uden ved i Tanken at forestille sig hans Produktion. Han har intet særligt af Skovgaards plastiske Sans for Formen, heller intet særligt af Lundbyes rhytmiske Sans for Linjen; han har overhovedet lige saa lidt noget specielt og snævrere kunstnerisk Anlæg, som han har noget specielt og snævrere kunstnerisk Om- raade indenfor det landskabelige i Almindelig- hed. Han har blot sin betagende skønne, sin friske, oprindelige, af al Kultur saa at sige ube- rørte Naturfølelse, der spænder over mindst et hundred Gange for stor en Skala af Stem- ninger og mange tusind Gange for stort et Terræn af Land og Sø til at kunne huses i et enkelt Billed. Naturligvis har den dog sine Grænser. Den magter f. Ex. det milde og stille i Naturen bedre end det barske og vilde, til hvis Gengivelse ogsaa Kyhns Haandelag er altfor roligt og sirligt. Men den er dog mange Gange mere omfattende end Naturfølelsen har været hos nogen an- den dansk Landskabsmaler. Og dertil er den dybere. Den er ikke, som Naturfølelsen hos Lundbye, forud stemt af Sang og Digt om Danmark og deraf rhytmisk civiliseret; den er heller ikke paa anden Maade for- melt kultiveret, som hos Skovgaard. Den er primitiv og dybt original som hos ingen anden. Den fjerde i det Firkløver, som bragte Landskabskunsten her i Landet Lykken, var RUMP. Atter en Stemningsmaler; men én, som paa langt nær ikke magtede en saadan Skala af Stemninger som Kyhn. Til Gen- gæld mere af en Virtuos som Maler, om end Ordet Virtuos her maa tages relativt, i Forhold til den uudviklede Teknik i hine Dages danske Kunst. Han havde, i Modsæt- ning til Lundbyes Linjesyn og Skovgaards Formsyn, et udpræget Farvesyn. Det hang sammen med, at han havde en af Arbejdets Slid mere ubeskaaren Sanseglæde af Na- turen, end de andre. Af de Aarstider, han har fremstillet i en berømt Cyclus Billeder, var Foraaret hans naturnydelsessyge Sind kærest. Han har malet enkelte meget smuk- ke, dog ikke megetvinterbarske Vinterbilleder; han har ligeledes malet meget smukke, dog meget stilfærdige Efteraarsbilleder; kraftige- re har han skildret den kraftige Sommer- skov, i hvis Blademylr Solen glimter. Men bedst har han skildret den nys udsprungne Skov ved Foraarstide, hvor Naturen er rig- est paa Balsam for Menneskenes Sind og Skind. Man indaander i hans Foraarsbilleder den lyse Dag, over hvilken Skoven endnu ikke skygger, den dejlige nyfødte Luft, som krydres af Duften fra Skovbunden. Man svælger i denne kostelige Sansedrik, fordi han selv har svælget deri med Sanser, der, idelig øvede og skærpede paa det samme, var bievne mere fintmærkende paa dette ene Om- raade, end de flestes. Det er Farvetonernes Ægthed, paa hvilke Illusionen beror i den Slags Billeder af Rump. De er lidet marv- fulde i deres Karakteristik af Formen; de mangler Enkeltheder, ved hvilke Øjet kan dvæle med særligt Velbehag. Men Tonerne er stemte, saa de tilsammen klinger som Naturens egne. Deri det malerisk-virtuose hos Rump og noget musikalsk-symfonisk ved hans Kunst, der paa en vis Maade foregriber en langt senere Udvikling af vort Land- skabsmaleri. Til disse fire store Opdagere og Opdyrk- ere af det danske Landskab sluttede sig et lille Antal Kunstnere, hvoraf nogle havde det Uheld at fødes faa Aar for sent til at komme med i Opdagernes Førsterække, medens andre havde den end mere triste Skæbne at dø mange Aar for tidligt til ret at kunne naa at gøre sig gældende. Der var Dyrmaleren DALGAS, som sluttede sig nærm- est til Skovgaard og Lundbye og ligesom denne sidste faldt som et Offer for Krigen, et ypperligt Talent, som i et længere Liv sikkert havde faaet frigjort sin Individualitet af den Paavirkning fra Kammeraterne, der i hans sidste Aar allerede heldigt havde af- løst en forudgaaende Paavirkning fra Hol- lænderne. Der var DREYER, en Landskabs- skitzerer af høj Rang, hvis oftest trætte, tørre Billeder ingen Forestilling giver om hans friske Studiers ofte beundringsværdige An- slag af Naturstemningen, hvori Klangen snart er mørkt dramatisk og minder fjærnt om Ruysdael, snart moderne tonende i næsten saa mættet en Farvefylde som Rousseaus, Fran- ?ais’ eller Daubigny’s. Der var FR. KRAFT, som er lidet kendt, men hvis Billed i Na- D. M. 2. 13