Særtryk af Naturens Verden
(Kvælstofproblemet)

486 saa stadig noget bundet Kvælstof tabt, saa Vegetationen og dermed alt Liv paa Jorden vilde i Tidens Løb uddø paa Grund a£ Kvælstofhunger, hvis ikke ogsaa den omvendte Proces, Onv dannelsen af atmosfærisk Kvælstof til kemisk bundet Kvælstof, fandt Sted ude i Naturen. Der gives visse Arter af Bakterier f. Eks. Azotobacter) og andre lavtstaaende Organismer, som er i Stand til at optage Kvælstof fra Atmosfæren og derved i større eller mindre Grad at kompensere det Kvælstoftab, som for? aarsages ved Livsprocesserne paa Jorden. En anden Faktor, som virker i samme Retning, er de elektriske Udladninger i Atmosfæren. Naar elektriske Gnister slaar gennem en Blanding af Kvælstof og Ilt, dannes der smaa Mængder Kvælstofilte, det samme er Tilfældet — blot i større Stil — under et Tordenvejr eller ved andre Lejligheder, hvor der optræder elektriske Udladnin* ger. Denne Kvælstofilte føres ned med Regnvandet. Det er ikke smaa Mængder Kvælstof, som paa den Maade tilføres Jordover* fladen; Arrhenius anslaar Mængden til 400 Mill. Tons om Aaret, — til Sammenligning kan anføres, at Chiles Kvælstofud* førsel det sidste Aar før Krigen, altsaa 1913, var akkurat Viooo af denne Mængde. Selv om Tallet muligvis er temmelig for# skelligt fra det rigtige, viser det dog, hvilken Betydning denne Proces har for Livet paa Jorden. Desværre er det jo kun en meget lille Del af det saaledes bundne Kvælstof, som kommer Agerjorden tilgode; langt den største Del falder i Havet eller paa Steder, hvorfra den før eller senere skylles ud i Havet. I ethvert Tilfælde er denne Kvælstoftilførsel ikke paa langt nær i Stand til at opveje de store Mængder bundet Kvælstof, som fjernes fra Jorden ved Høsten, og som ikke senere føres tilbage igen. Alene fra en By som Paris bortskylles der med Kloak? vandet ca. 12000 Tons bundet Kvælstof om Aaret. I de tidlig* ste Tider blev der ikke fra Agerdyrkernes Side gjort noget for at afhjælpe dette Forhold, og man har adskillige Eksempler paa, at Lande, som i Oldtiden var frugtbare og kornproduce* rende, nu ligger mere eller mindre øde hen. Under saadanne Omstændigheder kan Jorden kun give Næring til et begrænset Antal Individer, og Overbefolkning maa staa som en frygtelig Fare for de menneskelige Samfund. Det er derfor næppe for meget at sige, at det betød en Mærkepæl i Menneskehedens Historie, da den tyske Kemiker Liebig klarlagde de vigtigste Punkter vedrørende Planternes