Haandbog I Varekundskab; Kakao
Hefte III Kakao

Aarhundrede og Begyndelsen af det 19- foretog en Rejse gennem Amerika, fortæller, at hvor den mindste Skillemønt er en Real, d. v. s. 12 Styver — een Styver er Hg med ca. 4 danske Øre — bruger Folket endnu almindeligt Kakaobønner som Skillemønt og regner 6 Bonner lig med 1 Styver. Realen var altsaa den Gang faldet i Værdi til 72 Kakaobönner. At Kakaobönner blev brugt som Penge, fortælles os ogsaa af Milaneseren Girolamo Benzoni, der opholdt sig i Sydamerika i Aarene 1541—1556. De Erfaringer, som han under dette Ophold samlede sig, blev nedlagt i et Værk, der sa.a Lyset i Venedig i Aaret 1565. Af denne Bog foreligger der bl. a. en hollandsk Udgave ved Carel Vermanden og trykt i Aarene 1660—1670 hos Gilis Joosten Saeghman i Amsterdam. I Tiden för den spanske Erobring blev Skatten i Meksiko for største Delen betalt med Kakaobönner. Montezuma, det meksikanske Riges Behersker paa Erobringernes Tid, fik alene fra Provinsen Tabasco aarlig to Tusind Xiquipils i Skat, en Mængde, der svarer til ca. 25,000 kg. I Montezumas Magasiner fandtes der over 30,000 Cargas, hver paa tre Xiquipils Kakaobönner, altsaa mere end iy2 Million kg, eftersom hver Xiquipil svarer til 12y2 kg. Naar man nu véd, at 400 meksikanske Kakaobönner gennemsnitlig vejer gr, og Montezumas Lager altsaa beløb sig til mere end 100 Millioner Bonner, da repræsenterede Rigens Skatkammer alene i Kakao en Værdi af ca. 3 Millioner danske Kroner. Peter Martyr bruger om Kakaobönnerne det morsomme Udtryk »amygdalae pecunariae«, d. v. s. Pengemandler, og han siger: »En velsignet Form for Penge, der forskaaner deres Ejermand for Gerrighed, efterdi de hverken kan stables i Ruller eller gemmes i Huler i Jorden«. Ifølge den meksikanske Overlevering er Kakaoen af guddommelig Herkomst, Quatzalcault, den gamle amerikanske Gudelæres Havebrugsprofet, havde bragt Frøene med sig fra Paradisets Have og opelsket dem i sine Haver i Talzitepec. Han havde spist af Frugterne, og ved Hjælp af denne guddommelige Føde var ha.n bleven delagtig i Alvisdommen. Intet af menneskelig Kundskab var ham fremmed, og Naturen kunde ikke holde noget hemmeligt for ham. Quatzalcault samlede nogle Disciple om sig og underviste dem i Landbrug,