Forelæsninger over mekanisk Teknologi
Holdne ved den polytekniske Læreanstalt
Forfatter: J. Wilkens
År: 1872
Forlag: J.D. Qvist & Comp.
Sted: København
Sider: 610
UDK: 670 Wil TB Gl.
DOI: 10.48563/dtu-0000274
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
D. 4. g.
302
LT
stænger eller forbundne med Snore over Ruller ; forneden ere de
fæstede til to Tværvægtstænger („Heste“)! der kunne tjene til at
forhindre Slingren og regulere Modstanden, altsaa den Kraft, hvormed
man skal træde „Skamlerne“, ligeledes to og saaledes forbundne
gjennem Hestene og Skafterne, at naar man træder en Skammel, gaaer
et Skaft ned, det andet Skaft og den anden Skammel gaae op.
Skamlerne trædes mest paa paa Ryggen, sjelden paa Hovedet. I
Springet slaaes Islætten ind og bankes tæt op imod Yævet med
„Ritten“ (Bladet). Det er en Kam, hvis Tænder („Ror“) ere for-
bundne ved begge Ender i stedse lige store Afstande, og saa tæt, at
ved grovere og middelfint Væv 1, ved fint indtil 8 Kjedetraade ere
førte mellem hver to Rør. Disse ere nu fast altid af udplattet Staal-
traad (Jerntraad er ofte for fliset), undtagen hvor man væver vaadt
(Klæde), da Rørene ere af Messing^ tidligere har man brugt mange
andre Materialier. Ritten er anbragt forneden i „Laden“, en tung
firkantet Ramme, som er ophængt foroven, kan svinge om en Linie
ovenpaa Væven, og hvis Moment kan reguleres. Undtagelsesviis slaae
de endog til med stærke Fjere. Vævet løber over en glat Brystbom,
foran hvilken Væveren sidder, ned til en Tøjbom under Væven med
Spærindretning, undtagelsesviis med Regulator til stadig Opvikling.
For at holde Tøjet i jevn Brede, navnlig forhindre, at Islætten snører
Egene sammen, bruges ved Haandvæven oftest et Spændetræ {Tempel),
to Stokke, der ende med smaa Spidser til at stikke ind i Tøjet nær
Egen og ere saaledes forbundne med Snore, at de ved at presses fladt
mod Tøjet spænde dette ud med Spidserne. Det sættes fast paa
Tøjets opadvendende Side, der altid er Vrangen, fordi Knytninger give
Knuder foroven. Da Templen maa jevnlig flyttes og dog aldrig virker
aldeles jevnt, bruges ogsaa et eller andet af de ved Maskinvæve
brugelige Apparater, der ikke trænge til Flytning. Islætten befinder
sig paa en lille Spole, der er stukket paa en Stift i en Fordybning i
>5Skytten“, dannet som en Baad („Schiffchen“), dog helst fladere paa
Rittesiden. Den er sjelden af Jern, oftest af tungt Træ, beslaaet for
Enderne. Garnet ledes lige ud paatværs og faaer, især til tæt Tøj,
lidt Modstand ved smaa Ruller, Børster ofl. Til smalle Tøjer kaster
man undertiden Skytten med den ene Haand, griber den med den
anden; til brede Tøjer brugte man for længe siden to Mand, hvoraf
den ene kastede, den anden greb Skytten; nu bruger man altid en
„Flyveskytte“ ( Snelskytle). Flyveskytten løber i en Rende i Laden
paa Ruller, er symmetrisk i Formen og stærk beslaaet. Til Snelskytten
hører en egen Lade; den maa forneden gaae et godt Stykke ud til