Forelæsninger over mekanisk Teknologi
Holdne ved den polytekniske Læreanstalt

II. 367 E 2. Stene derimod med lange, slanke Støbestaals Bildejern uden Øie, fastkilede i et Træskaft. Til Skærpningen, der er vanskelig, vidtløftig og kostbar i Folkeløn og Staal, har man' længe forsøgt mekaniske Hjælpemidler. Forsaavidt de skulde bestride selve Hugningcn, kan det neppe lykkes, da Stenene ere fulde af Huller, og Huggets Kraft derfor uafladelig maa vexle. Bedre er det alene at regulere Haandens og Bildejernets Flytning ved at skrue et Underlag for Haanden frem. I de senere Aar har Golays Skærpemaskine gjort uhyre Opsigt. Den skjærper ved en Fræsning med sorte Diamanter. Ved Skærpning af Liggeren bruger man Langjernet, dels til at centrere Maskinen dels til at drive Fræsen; Løberen lægges paa Gulvet og forsynes i Øjet med en Axel, der gjør samme Tjeneste. Maskinen staaer paa 3 radial stillede Ben med smaa lodrette Stilleskruer yderst, hvis Spidser staae i smaa runde Træbrikker. Fræsen er dannet af to Skiver, hvorimellem en sort Diamant spændes et Sted nær Kanten; den føres ved en Snor uden Ende med Strammerulle, fordi Fræsen skal flyttes under Arbejdet. Den sidder paa et Skud, der kan glide henad et Prisme. Man begynder med at stille en Arm, der kan drejes, saaledes excentrisk, at det passer til Hovedstraalens Retning, fræser efterhaanden alle Skærpelinierne mellem Hoved- og første Bistraale i den ene Afdeling, idet man hvergang skruer Fræsen lidt længere ud fra det Skud, den sidder paa. Naar man er færdig med denne Afdeling, drejer man Maskinen saa vidt, at man kan fræse næste Afdeling osv. Naar man er færdig med det største Felt i alle Afdelinger, stiller man Armen lidt mere excentrisk og skærper det næste Felt i alle Afdelinger osv., indtil hele Stenen er færdig. Paa denne Maade faaer man Stenen meget nøjagtig afrettet, første Gang med stort Besvær, fordi der vil findes mange Uregelmæssigheder i en paa fri Haand skærpet Stens Maleflade; siden gaaer det lettere. En sort Diamant, der koster 5 Mark, kan skærpe 8— 12, ja flere Stene. Udgiften er mindre end til Staal, og Folkelønnen er knap det Halve mod Frihaandsarbejdet. Besparelsen er dog en Biting; Hovedsagen er, at Malefladen bliver saa meget nøjagtigere afrettet og derfor maler langt bedre. Det er ogsaa en Fordel, at man ikke er afhængig af særlig øvede Folk, men kan bruge enhver paalidelig mekanisk Arbejder til at passe Maskinen. Diamanten giver et Hav af Gnister; naar Modstanden bliver for stor, glider Snoren. Ved at indrette Maskinen til at hælde tilstrækkelig paatværs eller bagud, kan man ogsaa gjøre den brugelig til Afretning af Straalerne eller den flade Tragt indenfor Malefladen ; men saadan Anvendelse er ialfald af underordnet Interesse.