Haandværkets og Industriens Stilling og Vilkaar under og efter Krigen
Foredrag holdt paa Fællesrepræsentationen for Dansk industri og Haandværks delegeretmøde i Middelfart den 10. september 1917

11 alene fik de Varer, som skulde bruges til Fremstilling af, hvad der direkte brugtes her i Landet, men at de ogsaa fik deres Raastoffer og Hjælpemidler til Varer, som skulde eksporteres. Dette gjorde vi straks til en Hovedbetingelse for vor Antagelse af Overens- komsten, og hele den Udvikling, der fulgte, har og- saa vist, hvor nødvendigt dette var: alle Angrebene har jo netop været rettet mod denne Del af vor Er- hvervsvirksomhed. Hvis vi sammenligner Principerne i den Overens- komst, vi sluttede i 1915, med de Principer, som De Forenede Stater nu opstiller, vil det ses, at De For- enede Stater søger at gennemføre det modsatte Prin- cip af det, som vi har hævdet, idet de kræver, at det end ikke er nok, at de indførte Varer anvendes i Danmark, de maa ej heller paa anden Maade frigøre andre Varer, der gaar til Tyskland eller Østrig. Det var altsaa af Betydning at hævde, at netop vor Eks- port af Varer — jeg taler her fortrinsvis om Haand- værkets og Industriens Frembringelser —, til hvilke der benyttedes klavsulerede Raavarer, blev opretholdt. Det var meget begrænset, hvad vi kunde sikre os med Hensyn til Eksport til den krigsførende Modpart; det maatte jo derfor saa meget mere komme an paa, at vi hævdede vor Ret og Frihed i Forholdet til de nev- trale skandinaviske Lande. Men hvor betydningsfuldt det end var at sikre Haandværk og Industri, var det dog endnu langt vigtigere, at vi opnaaede at undgaa en Begrænsning af Korn og Foderstoffer. Der var fra Begyndelsen en udtalt Bestræbelse fra engelsk Side for at begrænse Tilførslen til de skandinaviske Lande ved at indføre en bestemt Ration for hver Vare, hvis Størrelse var begrænset til, hvad vi havde faaet før Krigen. Man havde paa det Tidspunkt, da vi forhandlede i London, allerede plejet Forhandlin- ger med Norge, og der forelaa et Udkast til Overens-