Varmen,
JNi æstefter Tyngden er der næppe nogen Kraft af større
Betydning for Naturen og Livet end Varmen; thi den er
den væsenligste Kilde til alt Liv og al Bevægelse paa
Jorden.
Solens Straaler opvarme Jorden og derigjennem Luften,
som udvider sig, bliver lettere, stiger tilveirs og udbreder sig
over de tilgrændsende Lande som Vind, der taarner Havet
til Bølger og jager Skyerne päa Himlen; de fordampe Vandet
fra Jorden, og de dannede Vanddampe hæve sig med Luft-
strømningerne og følge disse, indtil de ved Afkjøling falde
til Jorden i Form af Regn, Snee eller Hagl, for atter ved
Varmens og Tyngdens forenede Indflydelse at søge tilbage
til Havet, hvorfra de for den større Deel ere komne.
Solstraalerne give endeligt ved Foraarstid Frøkornet Liv^
bringe Knoppen til at udfolde sig og kalde Dyrene frem af
deres Dvale. Mennesket benytter Varmen til Beskyttelse
mod Vinterkulden og Tilvirkning af Føden, der atter ved
de Forandringer, som den undergaaer i vort Indre til-
deels vedligeholder den til Livet nødvendige Legems-
varme. Og næsten alle vore Forbrugsgjenstande skyldes
enten directe eller fra første Begyndelse af Varmen deres
Tilblivelse, hvad enten de ere tilvirkede paa Maskiner
eller frembragte ved Haandkraft. Thi den varme Lufts,
Dampens, Vindens og Vandets drivende Kraft skyldes