Naturkræfterne i Menneskets Tjeneste
Belærende Underholdninger paa Videnskabens og Industriens Gebet

8 Forsøg .gjentages med dem enkeltviis. Overgyder man saaledes Kridt med Eddike i et høit, smalt Glas, vil Kridtet opløse sig under Bruusning. Boblerne, som frem- kalde Bruusningen, ere Kulsyre, som ved Eddiken (eller dens væsenlige Bestanddeel Eddikesyren) er uddrevet af sin Forbindelse, med Kalk; thi Kridt er kulsuur Kalk. Da Kulsyren er vægtfyldigere end atmosphærisk Luft, holder den sig i Glasset, uden dog at sees, da den er ufarvet. Ved at dyppe en brændende Spaan ned i Glasset, vil man see den slukkes, førend den naaer Vædsken, af Man- gel paa Ilt. Qvælstoffet og Kulsyren i Atmosphæren ere altsaa uvirksomme ved Forbrændingen. Da Ilten er det Be- tingende, er det rimeligt at antage , at de endog hæmme Forbrændingen, forsaavidt som de optage den Plads, som Ilten ellers kunde udfylde; og dette forholder sig virke- ligt saa. Thi brænde vi et Legeme, f.Ex. et Stykke Kul, i reen Ilt, istedetfor i atmosphærisk Luft, er saavel Lys- som Varmeudviklingen meget betydeligere, og Forbræn- dingen foregaaer hurtigere. Medens Legemet i atmosphæ- risk Luft tildels er i Berøring med Qvælstof og Kulsyre, som ikke blot ikke forøge Varmeudviklingen, men endog røve endeel af Varmen fra Legemet til deres egen Op- varmning, er det Modsatte Tilfældet med Legemet, som brænder i reen Ilt. Paa ethvert Punkt mødes Legemet med Ilt; dei’ kan altsaa forbrændes niere i samme Tid, og Varmeudviklingen og dermed Lysudviklingen bliver større, og selve denne forøgede Varme gjør Legemet- yderligere modtageligt for Ilten. En ulmende Spaan, som vilde slukkes i atmosphærisk Luft, bryder livligt i Brand, naar den dyppes ned i reen Ilt, og en Staalfjeder, der som bekjendt ikke brænder i Luften, efterat den er gjort glødende, antænder sig i reen Ilt, idet den kaster Gnister til alle Sider. Disse og lignende Forbrændingsforsøg høre til de smukkeste Forsøg, Chemikeren kan fremvise.