Naturkræfterne i Menneskets Tjeneste
Belærende Underholdninger paa Videnskabens og Industriens Gebet

7 end for Phosphor, men kan ogsaa være forskjellig for eet og samme Legeme efter dets pliysiske Beskaffenhed. Trækul, som ere meget porøse og brændte ved en lav Varmegrad, kunne let antændes af sig selv, medens andre først maa gjøres glødende, og Diamant, som er næsten reent Kulstof, brænder først i stærk Hvidglød- hede. Forat nu et Legeme kan blive ved at brænde, indsees det, at det under sin Forbrænding maa vedlige- holde sin Antændelsestemperatur, og hvis den Varme- grad, som det udvikler ved Forbrændingen ikke er til- strækkelig, vil det være nødvendigt vedvarende at op- varme det udenfra, at tilføie det den manglende Varme. Dette er ikke nødvendigt med Fyrstikken; thi vi see den brænde op lige til Spidsen uden at efterlade Andet end Aske. Træets Bestanddele saavelsom Svovlet og Phosphoret ere ikke forsvundne, eiheller ere de bievne til Aske; thi den indelioldtes iforveien i Træet. De ere traadte i Forbindelse med een af den atmosphæriske Lufts Bestanddele, Ilten, og have saaledes dannet nye Stoffer; disse kan Chemikeren atter adskille i deres Bestanddele, hvorved de oprindelige Stoffer gjenvindes i deres hele Mængde. Den atmospliæ- riske Luft eller rettere dennes Ilt er altsaa nødvendig til Legemernes Forbrænding under almindelige Omstæn- digheder. Qvælstoffet, den anden Luftart, som omtrent udgjør de fire Femtedele (79 Procent) af Luftens Rum- fang, er udygtigt saavel til at ernære Ilden som Aande- drættet, hvorfra dets Navn hidrører, og det Samme er Tilfældet med den tredie Hovedbestanddeel, Kulsyren, som, skjøndt kun tilstede i ringe Mængde, 2—5 Titusinde- dele, dog er absolut nødvendig for Planternes Væxt. Chemikeren har det i sin Magt at berøve Luften dens Ilt og saaledes at vise, at et brændende Legeme sluk- kes i de tilbageværende Luftarter. Ligeledes kunne Qvæl- stoffet og Kulsyren fremstilles for sig, og det samme