Naturkræfterne i Menneskets Tjeneste
Belærende Underholdninger paa Videnskabens og Industriens Gebet

6 forsyner Dampmaskinen, at Glasfabrikanten smelter sin Sats og Sæbesyderen inddamper sin Lud. Dette er kun faa Exempler blandt de mange. Sagens store Betydning maatte derfor maaskee foranledige os til at klare det Spørgsmaal: Hvad er Forbrænding? For at oplyse, hvad der foregaaer, naar et Legeme brænder, ville vi anvende en Gjenstand fra det daglige Liv, og vi kunne neppe vælge nogen mere bekjendt end en Svovlstik. Ved nærmere Betragtning vil man see, at den bestaaer af tre Dele, nemlig foruden Træ- pinden et tyndt Lag Svovl om dens ene Ende, og yderst ligesom en Dug af en bruun-, rød- eller sort- farvet Masse, der hovedsageligt indeholder Phosphor og Salpeter. Det lille Redskab er saaledes mere compli- ceret, end man tænker, og dette ikke uden Nytte. Det gjælder nemlig om ved en ringe Anstrengelse at antænde selve Træpinden; men da dette ikke let udføres ved en Gnid- ning af selve Træet, da derved frembringes for lav en Varme- grad, til at Træet kan bryde i Brand, anbringer man yderst Phosphoret, som med Lethed antændes ved Gnidningen; det brænder, og den Varme, det udvikler ved Forbrændingen, er tilstrækkelig til at antænde Svovlet, hvis Forbrændings- varme atter faaer Træet til at bryde i Brand. Seer man til, vil man ogsaa let kunne skjelne den første, hurtigt forsvindende hvide Phosphorlue, dernæst den blaa Svovl- flamme og endeligt den hvide Flamme af det brændende Træ. Man ovei’beviser sig ogsaa let om, at Svovlflammen ikke har samme Varmegrad som Træets; thi den kan ikke antænde Tanden i et Stearinlys, saaat det ikke kan nytte at holde Svovlstikken til, førend Træet brænder. Vi see altsaa heraf, at et Legeme, som kan brænde, først bryder i Brand, naar det har naaet en vis Tempera- tur, som derfor kaldes Antændelsestemperaturen. Den er ulige høi for de forskjellige Legemer; for Træet saaledes høiere end for Svovl, og for Svovl igjen høiere