Sæbe.
Man har villet anvende Sæben som Maalestok for Na-
tionernes Culturtilstand, idet man gik ud fra den Paa-
stand, at et stort Forbrug ikke blot tydede paa Velstand,
men ogsaa paa Sands for Reenlighed og Orden, Egen-
skaber, som i Almindelighed ere bedre repræsenterede i
et stærkt cultiveret og velstaaende Samfund, hvor ikke
alle Interesser og Bestræbelser udelukkende af Nødven-
dighed ere optagne af det daglige Brød. I Virkeligheden
maa Tilstedeværelsen af en saadan Sands væie et Kjende-
tegn paa en høiere Udvikling; thi den indbefatter Følelse
for det Skjønne og for det Velvære og de Behageligheder,
som betinges af Reenlighed og Orden, og omend denne
Følelse tildeels er af sandselig Oprindelse, hører den dog
til det ædlere Slags, og vil kun findes i et Samfund med
udviklet Cultur. Betragtningen vilde derfor have sin Be-
rettigelse, naar vi kun tog Hensyn til det personlige
Forbrug afSæbe i det private Liv. Men ved Siden deraf
forbruges der i den store Industri, i Uldmanufacturerne,
Silkevaskerierne og Farverierne betydelige Mængder af
Sæbe, som ikke kunne henregnes under den nævnte Ka-
tegori. Og selv det private Forbrug alene kan ikke
være bestemmende, uden at man tager Hensyn til de
eiendommelige Forhold, hvorunder Befolkningen lever. Et