Naturkræfterne i Menneskets Tjeneste
Belærende Underholdninger paa Videnskabens og Industriens Gebet

605 Paavirkning til forskjellige Tider, har man viist, at det- tes chemiske Virkning er betydelige Forandringer under- kastet i Aarets Løb. Ved Middagstid ved klar Himmel kan Virkningen om Sommeren være 9—14 Gange saa stærk som om Vinteren; og en Sommeraften Kl. 6 er den ligesaa stærk som ved Middagstid om Vinteren. Om Vinteren er den selv i klart Solskin om Middagen ikke saa stærk som om Sommeren i overtrukket Veil*. Efter disse Resultater vil det forstaaes, hvorfor Planterne kun trives daarligt om Vinteren, om de end faae den for- nødne Varme; thi den chemiske Kraft, som betinger deres Væxt, er for svag. Denne Foranderlighed har lige- ledes sin Betydning for Photographen, som maa bruge desto længere Tid til sine Billeder, jo svagere Lyset virker. At Lyset om Vinteren, uagtet det er ligesaa stærkt, dog i cheinisk Henseende virker svagere, vil forstaaes, naar vi erfare, at de Lysstraaler, som virke stærkest i chemisk Henseende, ikke ere stærkt lysende; nogle kunne ikke engang opfattes af os som Lys, saaat deres che- miske Virkning udelukkende godtgjør deres Tistedeværelse. Derfor vil disse chemiske Straalers Fraværelse ikke svække Lyset kj endeligt, og maaskee erstattes de af an- dre stærkere lysende Straaler. Tænke vi os det hvide Solivs brudt gjennem et Prisme, vil det, som omtalt, frem- træde som et Baand, der indeholder alle Regnbuens Farver. Yderst til den ene Ende findes det røde Lys, som afviger mindst fra sin oprindelige Retning, brydes svagest; og til dette grændser, med bestandigt tiltagende Brydbarhed, Orange, Guult, Grønt, Blaat og yderst Vio- let, som altsaa brydes stærkest. Undersøge vi dette hele Farvebillede ved de Midler, som staae til Physikerens Raadighed, frerogaaer det, at vi have den største Lys- udvikling i det Gule, den største Varmeudvikling i det Røde og selv udenfor denne Farve i den usynlige Deel af Billedet, og endeligt den største chemiske Virkning i det