Københavns Vandværk 1859-1909
Historisk Beretning Om Stadens Vandforsyning

OM KØBENHAVNS VANDFORSYNING INDTIL 1812 Byen havde, som den har endnu, Ret til Vandet, men ejede ikke Op- landet og heller ikke de Vandløb, som førte Vandet. Delle Forhold medførte, al der var stadige Stridigheder med de omboende Bønder, naar Byen søgte at forøge Vandbeholdningen i Søerne, idet Beboerne da, som naturligt \ar, klagede over, at deres Enge og Marker sattes under Vand. Og Byen klagede til Gengæld over, at Afløbene til Søerne, der var almindelige Skelgrøfter, ikke holdtes vedlige af Bønderne. Disse modstridende Interesser gav liere Gange Anledning til voldelig Selvtægt, idet Bønderne nedrev de Dæmninger og Over- fald, hvorved Byen søgte at forøge den opmagasinerede Vandmængde. De nærliggende lo Søer var heller ikke allid i bedste Stand som Fødebassiner for Renderne. Opdæmningerne var for lave og svage, Søernes Dybde var linge og aftog stadigt. Renderne kom derved ofte paa de vandfattige lider til at ligge nær op under Vandfladen. Hvad Vandets Kvalitet — særlig i hygiejnisk Henseende — angaar, da er denne jo bestemt ved dets Oprindelse som Afløb fra Søernes dyrkede Opland. De lavvandede indre Søer var kun tarvelige Fældingsbassiner, hvis Bund let blev opmudret ved Blæsten, og Rendernes Indløbskister blev i Virkeligheden Samlingskister for Mudderet, der vel kunde fjernes, men ikke uden at det tillige trængte ind i Ledningerne. Dertil kommer saa, at ligesom man let- sindigen fyldte Brøndene med »Urensel«, saaledes gjorde man, som et Par Eksempler skal vise, det samme med de to Søer, hvorfra Renderne førte Vandet til Byen. At en saadan Tilstand maatte gøre Vandel mindre godt i all Fald til Tider og fremkalde stadige Klager til Overdirektionen, er fuldt forstaaligt. I Anledning af Klager skriver Christian V saaledes til Eiik Kiag til Bramminge, Dr. Peder Scavenius, Professsor Thomas Fincke og Professor Rasmus Bartholin d. 3/6 1671 9: »Christian V af Guds Naade Konge til Danmark og Norge o. s. v.------- Efter som for os andrages og klages over den store Urigtighed, som her med det springende- saavel som med Pumpevandet forløber, idet at fornemlig Springvandet ikke alene næslendel 2 Gange aarligt, om Sommeren og om Vinteren, mistes, men desuden ogsaa befmdes undertiden, naar det springer, saa ildelugtende og stinkende, at deraf Sygdom skulde befrygtes at for- aarsages, hvis der ikke i Tide raad.es Bod dcrpaa.« Det paalægges derfor de nævnte at stevne for sig alle dem, som have med Vandets Indledning at bestille, at overveje med Kompagniernes Direktører, hvorledes denne »Disordre« med Vandet bedst kan imødegaaes, saml »selv syne Søerne og Vandrenderne og gjøre Forslag til Tilstandens Forbedring.« l) K. D., VI, 567. 4