Sandflugtens Dæmpning i Tisvildeegnen 1724-38

SANDFLUGTENS DÆMPNING I TISVILDEEGNEN 19 Gram, hvoraf man kan se, at Øvrigheden i Danzig havde hørt tale derom og ønsket en Beskrivelse derom, da man ogsaa derovre havde Sandflugt at kæmpe med. En saadan Beskrivelse havde Amt- manden da sendt, og nu kunde Bernstorff meddele, at man i Danzig havde fundet Fremgangsmaaden fortræffelig og bare bad om at maatte faa tilsendt noget Frø.1 Den Stillestaaen, der maa siges overvejende at være betegnende for Egnens Historie de nærmeste Tiaar efter 1738, kom der Ende paa i Reformperioden i Slutningen af Aarhundredet. Til de For- hold, der da fængslede Regeringens Opmærksomhed, hørte ogsaa Sandflugten, og det efter en endnu langt større Maalestok, end Til- fældet havde været i Frederik IV’s og Kristian VI’s Tid. Det virkede heldig i den Retning, at Erik Viborg, den bekjendte Veterinær og Botaniker, var stærkt optagen af denne Sag. Naar denne Interesse fremkaldte den for Jylland saa betydningsfulde Forordning om Sand- flugten af 19. September 1792, har det med Hensyn til Tisvilde- egnen Værd at se Viborg en Manned herefter (23. Oktober 1792) afgive en Betænkning om Flyvesandet paa Kronborg Amt. Idet han gav en Kritik af Tilstandene ved Tisvilde, forenede han dermed Forslag om en ganske anderledes gjennemført rationel Beplantning med Træer, end man tidligere havde kjendt. Hermed skete Over- gangen til det sidste vigtige Tidsafsnit for vor Egn her, da man fra 1793 tog fat paa den omfattende Beplantning af den, der omsider har ført til det virkelig storartede og højst interessante Resultat, som foreligger ved det mærkelige Tisvildehegn, saadant som vi kjende det nu til Dags. 1 Pakken: Flyvesandet i Kronborg vedrørende Akter 1735—93.