Sandflugtens Dæmpning i Tisvildeegnen 1724-38

Forfatter: Edvard Holm

År: 1905

Sider: 19

UDK: 627.5 Gl.

DOI: 10.48563/dtu-0000072

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 24 Forrige Næste
4 EDVARD HOLM: svære Hjemsøgeiser over Egnen. Først gik det ud over, hvad der hørte under den gamle Borg Asserbo, hvis Ruiner som bekjendt ligge ved den sydvestlige Del af Tisvildehegn. En stor Landsby Thorup, der laa her, blev efterhaanden fuldstændig begravet under Sandet. Det fortælles, at den oprindelig havde havt 16 Gaarde, og at der af dem 1560 kun var 12 tilbage og i 1593 ikke mere end 6. Snart efter vare de alle forsvundne. Selve Asserbo Borg eller Slot blev under slige Forhold forladt og faldt saa i Ruiner, medens Sand- flugten væltede sig videre og videre imod Øst ind over Tibirke og Tisvilde Byers Jorder. Allerede 1605 høre vi, at Bønderne i Tibirke søgte om Nedsættelse af deres Afgifter. De vare, udtalte de i deres Andragende, komne meget tilbage og forarmede formedelst den store Skade, de led af Sandet; for deres Armods Skyld kunde de ikke længere blive ved Magt og Godset besidde, med mindre de fik Af- slag i deres Afgifter. Det er ikke stort, hvad vi i den største Del af det 17de Hundred- eår høre om Sandflugtens Ødelæggelser; men henimod 1700 maa de have været meget store. Det fortælles, at et Stykke Skov, der kaldtes Præsteskoven, 169; var saa tilføget med Sand, at kun 3 Træer ragede op over det1, og, hvad der taler endnu klarere derom, er en Klage, som Bønderne fra Tibirke 6. Februar 1702 indgave til Kong Frederik IV. »Sandflugten«, skrev de her, »har ødelagt de 3 Parter af vore Jorder. Rugsæden er ganske overfløjen med høj Sand ... En Del Steder i Byen ligger ganske iulde af flyvesand, og staar den store høje Sandbakke med den ene Kant lige ovre paa Byen, og med den anden Kant driver den heftig ind ad Kirken til. . . ogsaa til den anden By støder Sanden og flux til, saa deres Jord og Marker paa mange Steder er saa højt beføgne, at de aldrig kan enten piøjes eller saas.»2 Naturligvis havde Bønderne søgt paa bedste Vis at værge sig imod denne frygtelige Fjende, der nu henved halvandet hundrede Aar var 1 Jvfr. N. Pedersen: Kirken i Tibirke (1903) S. 29—30. 2 Afskrift i A. Lowzows Manuskript: Bemærkninger om Sandflugten i den nordlige Del af Sjælland (Rigsarkivet).